Pacificeret

And like that *Keyser Söze pust på fingrene* it’s gone, altså det pres jeg har følt de sidste par uger. Arbejdet om ikke rettede sig, så faldt til ro igen. Hjemmefronten lagde sig tilbage i vante folder. Energien sev ind ad sprækkerne. Vi kørte den lammeste madplan nogensinde og tillod ubegrænset skærm og næsten ubegrænset rødvin. Og så hjalp det, eller det gik væk, eller vi vænnede os til det. Hvem ved.

Bagud

Travlt om morgenen, travlt på arbejde, travlt om eftermiddagen, travlt om aftenen.

Skynde sig i bad, afsted, videre, ned til mødet, op til frokost. Skynde sig ud af døren, hjem, at vaske tøj, at lave mad, at spise, at rydde op, at falde i søvn. Eller skynde sig at hente børn, at hente mad, ud af døren igen, hen til noget, hjem fra noget, at lægge børnene i seng, at børste tænder, at sove.

For lidt tid, for få penge, for ringe overskud, for dårlig kvalitet, for lav energi, for lille lejlighed, for små sko.

Samlende

Hver gang vi tager på tur, kommer der en dame frem i mig, som jeg tror har levet i en krigstid. I hvert fald samler hun på elastikker, papir, poser, tandstikkere, salt, sukker og sugerør fra alle mulige steder. Og når jeg kommer hjem, finder jeg hendes stash af alle de her hverdagsskatte – posebindere, sæbe, peber, vådservietter, vandflasker, folie, vatpinde – og må undre mig. Og alligevel føles det så vigtigt, når jeg er afsted, og jeg kan ikke stoppe (hende).

Øm

Normalt tænker jeg på mit hoved som en lille lysbagt bolle, hvori nogen har ridset mine ansigtstræk. I dag ligner det snarere at det er modelleret i et blødt paraffinlys, glinsende, groft, gennemsigtigt i overfladen og alt, alt for hvidt.

Ulempen ved at arbejde hårdt – eller et hårdt sted, må jeg hellere sige – er at jeg også kommer til at playe enormt hårdt.

Sensitiv

Jeg har engang i en sen nattetime lovet mig selv at reagere hurtigere på min mavefornemmelse, “næste gang”. Har mange gange overhørt den, fordi jeg var i en ny situation uden så mange forudsætninger for at vide, hvordan det burde være. Og bagefter fundet ud af at duh! selvfølgelig skulle det ikke være sådan. Selvfølgelig skal din vejleder hjælpe dig. Selvfølgelig skal din mor ikke gøre grin med dig. Selvfølgelig skal babyen ikke græde sådan.

Well, superfans. Nu er det næste gang.

Det føles endnu ikke som det er mig, der er for uerfaren/dum/dårlig, men jeg tænker at det kommer før eller siden.

Ingen er usårlig overfor dårlig ledelse eller for mange opgaver eller en usund kultur, heller ikke mig.

Så nu reagerer jeg.

Forhadt

Du har en bred mund, stritører og et rundt ansigt. Du er underligt lysebrun over det hele, ikke på en sund måde, mere i sådan en deaktiveret, flad kulør. Dit hår, din hud, dine tænder – du er lysebrun inde i øjnene og når du åbner munden er dit tandkød også lysebrunt. Du har fladtkværnede tænder og firkantede hænder med spatelformede fingerspidser. Du er ikke så høj, du er småtskåren, tyndskidsbeige og brutal.

Din facon er jovial, men du bruger de samme trætte fraser hele tiden, og det afslører dig.

Jeg kan ikke finde ud af om du er dum eller bare ligeglad. Jeg kan ikke finde ud af om jeg kan gøre dig noget, eller om jeg bare skal finde mig i det, indtil jeg kan forsvinde.

Egenrådig

Jeg troede, at jeg kunne være ærlig. Dumt. At jeg havde fundet ligesindede. Dumt. At vi kunne have faglige uoverensstemmelser, uden at det blev personligt. Dumt. At der var plads til mig. Dumt. At vi kunne tilgive hinanden. Dumt. At vi kunne gå efter bolden og ikke kvinden. Dumt. At jeg kunne vise dem den nøgne flamme indeni mig. Hundrede gange mere dumt, end du kan sige dumt.

Anderledes

Når jeg græder på arbejdet, over arbejdet, så er det ikke det samme, som når andre græder på arbejdet, over arbejdet. Det er ikke en megastor og megarød lampe, der blinker mig lige i face. Det er ikke et udtryk for en belastningsreaktion eller at den dårlige ledelse er ved at få bugt med mig. Det går helt sikkert over af sig selv, det er væk på mandag eller måske tirsdag. Der er ikke nogen, der behøver at gøre noget eller ændre på noget. Især ikke mig.

Kulret

Først hører jeg https://youtu.be/f4oWpvJ0f8Q

Og bagefter hører jeg https://youtu.be/zfbqS0uxvtw

Og så sætter jeg https://youtu.be/jdjxXCWBWX0 på song radio.

Og så søger jeg et andet job.

Strejfet

Altså jeg er pisseligeglad med Kim Larsen. Har aldrig synes hans musik var god. Synes hans stemme var grønttorvsagtig, brægende. Og hans latterlige holdninger i de senere år har egentlig bare bekræftet mig i at styre udenom ham. Jeg føler intet slægtsskab med manden.

Så hvorfor! får hans død mig til at tænke på min mor. Jeg er ret afklaret i forhold til at hun (de) gjorde hvad hun (de) kunne, men alligevel gjorde det skade på mig. Og har fundet et standpunkt hvor jeg er i førersædet i vores relation. Jeg giver så meget som jeg tør, på ethvert givet tidspunkt. Jeg abonnerer ikke på “hvad der så end sker, å lad det ske”, for resultatet plejer at være at jeg får mine følelser såret.

Men pludselig kan jeg mærke, at en dag er hun (de) døde, og konflikterne for evigt uløste og uforløste. Og at så vil savnet skifte karakter. Ergo er savnet der. Ergo er der et håb om løsning og forløsning der. Ergo er jeg igen holdt for nar af mig selv. Tak, Kim Larsen.