Anderledes

Når jeg græder på arbejdet, over arbejdet, så er det ikke det samme, som når andre græder på arbejdet, over arbejdet. Det er ikke en megastor og megarød lampe, der blinker mig lige i face. Det er ikke et udtryk for en belastningsreaktion eller at den dårlige ledelse er ved at få bugt med mig. Det går helt sikkert over af sig selv, det er væk på mandag eller måske tirsdag. Der er ikke nogen, der behøver at gøre noget eller ændre på noget. Især ikke mig.

Reklamer

Strejfet

Altså jeg er pisseligeglad med Kim Larsen. Har aldrig synes hans musik var god. Synes hans stemme var grønttorvsagtig, brægende. Og hans latterlige holdninger i de senere år har egentlig bare bekræftet mig i at styre udenom ham. Jeg føler intet slægtsskab med manden.

Så hvorfor! får hans død mig til at tænke på min mor. Jeg er ret afklaret i forhold til at hun (de) gjorde hvad hun (de) kunne, men alligevel gjorde det skade på mig. Og har fundet et standpunkt hvor jeg er i førersædet i vores relation. Jeg giver så meget som jeg tør, på ethvert givet tidspunkt. Jeg abonnerer ikke på “hvad der så end sker, å lad det ske”, for resultatet plejer at være at jeg får mine følelser såret.

Men pludselig kan jeg mærke, at en dag er hun (de) døde, og konflikterne for evigt uløste og uforløste. Og at så vil savnet skifte karakter. Ergo er savnet der. Ergo er der et håb om løsning og forløsning der. Ergo er jeg igen holdt for nar af mig selv. Tak, Kim Larsen.

Potent

Jeg skriver mails og gemmer dem i kladder. Og sender i løbet af aftenen. Og shopper tøj, skriver til lægen, blogger, spiller, læser avis, laver madplan, lægger neglelak i løbet af arbejdsdagen.
Det som kommer fra mig, kommer kort og tykt, ikke tyndt og langt. Jeg arbejder intenst, når jeg arbejder. Det er sådan en højoktan-hjerne, jeg har. Som kræver flere og længere pauser end andre hjerner, siger jeg til mig selv.

Bøffet

Er ærlig talt næsten stolt over hvor skør jeg kan føle mig. Det kan ikke ses, det lover jeg, og vist heller ikke mærkes. Jeg drikker kaffe og sms’er. Siger godmorgen og spørger til nogens familie. Åbner et vindue og klør mig på anklen. Men indeni, oh internet. Indeni.

Det du ville se, hvis du så mig, var en helt almindelig midaldrende kvinde. I pænt tøj, som holder sig godt. Hvis den kvinde sagde til dig at hun godt kan lide at købe tøj, så ville du tænke øh ja, det kan jeg se. Og hvis den kvinde sagde til dig at hun overvejede mindre, kosmetiske indgreb, ville du tænke nå, da. Hvis du spurgte hvem hun stemte på ved sidste valg, og hun sagde Enhedslisten, så ville du måske blive overrasket over at hun var så langt “til venstre”. Og hvis denne kvinde fortalte dig at indeni er hun stark raving mad, ville du tænke, uh, too much information og løbe din vej.

Hasarderet

Jeg vrider om og slår mig, knalder og banker ukoordineret ind i verden omkring mig. Altid højre side først. Jeg skuldrer klodset søjler, stumtjenere, vejskilte, maser mig distraheret gennem for snævert åbnede døre, laver hurtige bevægelser, der bringer led og lemmer ud i sårbare yderpositioner. Jeg får knubs, kroppen knaser og huden antager utrolige farver. En fumlende, snublende, skrøbelig Hulk.

Drømmende

Idet jeg mærker hendes blik på vedhænget, går det op for mig at jeg har glemt at åbne det. Der er noget indeni, nogle særlige billeder eller en lille lok hår eller noget andet, jeg ved det bare, selvfølgelig er der dét. Smykket er kun skallen om den egentlige gave indeni.

Jeg fik kæden med amuletten på til min fødselsdag og det er snart længe siden. Hvorfor har jeg ikke åbnet den? Hvilken psykopat glemmer sådan noget? Jeg kreperer af skam.