Gebrækkelig

September kom, og menstruationen kom, og det ene arbejde sluttede og det andet begyndte. Det har været nogle underlige dage.
Torsdag aften tog jeg et hovedspring ned i fortovet og måtte humpe hjem med blødende knæ. Hvorfor sker sådan noget once in a lifetime (ish) dagen før en anden once in a lifetime (ish)? Eller gør det hele tiden det, men jeg lægger bare ikke mærke til det? Eller er jeg sådan en særlig enhjørning at mit liv bare er bestøvet med kosmiske sammenfald, fordi en højere magt har øjnene på moi?

Fredag mødte jeg op på nyt arbejde med det sygeste blå mærke på hagen og en højre hånd der smertede hver gang nogen, eller noget, rørte den. Et virkelig håbløst udgangspunkt for en rundvisning med given hænder til samtlige +100 nye kolleger.
Og fredag eftermiddag gik jeg hjem, og for hvert skridt jeg tog, forlod styrke og energi min krop som om det ikke var ét skridt, men tusind, jeg lige havde taget. Så jeg travede faktisk firs kilometer hjem og kunne pludselig mærke at jeg også havde ondt i skulderen, låret, hoften.
Om aftenen kunne jeg fortælle detaljer om det nye arbejde, som jeg ikke anede at jeg havde opsnappet; Jeg tror for eksempel jeg kan huske samtlige navne.

Det går bedre i dag, og der har ikke været flere sammentræf de sidste to døgn. Og jeg glæder mig til at gå på arbejde i morgen, hvilket er den mærkeligste af alle følelser.

Reklamer

Dynamisk

Han gjorde hvad han kunne for at udstråle energi. ”Jeg er simpelthen afhængig af at løbe”, sagde han, når talen faldt på for eksempel alkohol, fritid, alder. Når han gik, var armene bøjet bagud i knyttede næver, og hagen stukket frem og hovedet rykkede frem og tilbage i takt med hans skridt, som om han trak sig gennem luften ved hagen. Uniformen var blå poloshirts og han havde dem i alle afskygninger af mørkeblå, lyseblå, mellemblå, blågrå, grønblå, gråblå, blågrøn. Der var logo på mange af dem, men aldrig stort. Ikke jeans, men slacks. Lidt for klodsede lædersko. Generisk sort herrelæderbælte. Sportsur med metalrem, sikkert dyrt. Altid upåfaldende ikke-nyklippet, ikke-slidt, ikke-brun, ikke-bleg. Ikke gråhåret. Fremelsket kedelighed med stabilitet og fornuft podet ind, en suspekt gennemsnitlighed med onkelhumor og tillært personaleomsorg.
Han fortalte historier om druk, nøgenbadning og practical jokes, om dyre biler og vilde ferier til et skeptisk publikum, der kiggede på al det beregnende beige og fik kuldegysninger.

Spændt

Hvor var jeg? Det parallelle univers trækker igen i mig og jeg kan så nemt fortabe mig i detaljer. Vanddråber på jorden. Duften af jasmin, som minder mig om en parfume, jeg engang gik med, og som nu lugter af kirkegård. Der ligger tåge over byen i dag og jeg er ikke mere original end andre og føler, at at det grå skær mellem buske og over græsplaner får selv kedelige boligbyggerier til at fremstå science fictionagtige.

Uvirkelighedsfølelse, kaldes det vist. Men den kæler for min hjernebark, er forførende som alkoholdamp fra et glas whiskey eller røg fra en cigaret. Jeg tænker på, om det sådan, en psykose starter, at virkeligheden bliver opløst til støv når man kigger på den og selvet flyder væk og man bliver både et fnug og den vind der driver det rundt, både lille og meget stor, afgrænset og grænseløs, partikel og energi.

Det er virkelig snart slut nu. Jeg står på toppen af en lang trappe, i skæret fra dagslyset og bare to trin mere, så er jeg oppe. Og ude.

Fysisk

Der er en svien i mit mellemkød og rundt om skedeåbningen og der er en tyngde foran, på hver side af maven, som om æggelederne har gået langt og nu er ømme. Og der er en ret skarp, knasede og ujævn smerte i min lænd, dér hvor jeg forestiller mig at rygradens grusede rodende møder bækkenskålen. Det forplanter sig ud i en frossen og immobil ballemuskel som jeg tænker er som en spændt jerntrosse, der forankrer et stort skib.

Nakke og ryg klør inde i musklerne, og det gør ondt, men godt, at mase skulderbladene hårdt sammen. Jeg vågnede igen uudhvilet og sukker og giver mig dagen igennem. Jeg drømmer om at svømme i havet og blive rigtig mør og rigtig kold og rigtig frisk. Og så drømmer jeg om at lade mit menstruationsblod eksplodere som en brandmand rundt om mine ben, et varmt og metallisk chok.

Jeg fantaserer om at skride, pjække, gå min vej, og sidde på et trædæk og dufte solen og høre vandet og smage luften og røre ved lykken i en lille lomme af tid.

Kan man være for meget i sin krop?

Fortrøstningsfuld

Jeg er på en eller anden måde tilbage. Der har været markant mere energi den her weekend, og det fortsætter endda nu, mandag morgen. Jeg gik på arbejde og kunne ikke andet end lægge mærke til hvor fin verden var, i diset solskin, med dug på græs og buske, mørkorange, lidt smattede hyben, sensommerblomster der vælter ind over fortovet. Osv. Romantisk shit. Men jeg kunne altså ikke finde det sædvanlige, negative spor til tankerne.

Måske er det sådan en mental forstoppelse, der har bevæget sig nedad i systemet nu. I hvertfald vælder min mave ud over bukselindingen. Men fuck det. Der er kun fire dage tilbage. Der er kun fire dage til.

Barnlig

Jeg får tit at vide, at jeg ikke ligner min alder, altså at jeg ser yngre ud end jeg er. Det er jo fint (vi tager lige dén der med at det er godt at se yngre ud, end man er, på et andet tidspunkt. Det er jo sygt?), men jeg tror i virkeligheden at sandheden er, at jeg er umoden. Det er simpelthen ren selvoptagethed og upolerede reaktionsmønstre, der holder min pels blank og tænderne stærke.

Case in point fra i dag; Taylor Swifts nye sang, som jeg lige skulle høre i morges på vej til arbejde og som i dén grad fyrede op under mig. Jeg blev igen til den hævnende furie, fra forleden, med et stormvejr af raseri omkring mig. Jeg var også genopstået stærkere og mere vred og jeg havde også en liste med navne der skulle streges over, Kill Bill-style.

Nåja, og så har jeg også PMS.

Følelsesladet

Det er jo verdens underligste format: en hemmelig, men offentlig, anonym, men personlig dagbog. Hvis ikke det var lige præcis det, den her blog var, ville forklaringer ikke være nødvendige. Men fordi den danske blogosfære er et miljø af kærlighed, støtte og omsorg, har jeg fået klap på ryggen og kommentarer i retningen af om jeg ikke skulle gøre noget ved min situation. Og derfor:

Jeg er under hård, kortvarig belastning fordi jeg skal stoppe på mit nuværende arbejde 31. august og starte på et nyt 1. september.

Mine kolleger er skuffede og triste og bekymrede, ikke kun fordi jeg forsvinder, men det er det, de lige nu reagerer på. Det er hårdt at være målskive for folks frustrationer, men jeg forstår godt hvor det kommer fra, og de er jo også bare mennesker.

Så det er sådan, landet ligger. Benene ER allerede oppe på nakken og nu skal tiden bare gå.

Oveni, eller i forvejen, var min angst og/eller depression blusset op hen over vinteren. Jeg har været på antidepressiver et stykke tid, og de hjælper, og jeg har det bedre. Men jeg er hyperopmærksom på hvordan min krop har det og hvordan jeg har det, og det er både interessant og lidt skræmmende, for jeg ved jo godt at det koster overskud og energi og selvforståelse og at selvom man er klar over hvad der foregår, så slider det stadig.

Og derfor skriver jeg som en sindssyg (høhø).

For nu at træde hele vejen ud på den anden side af den fjerde væg, så plejer jeg at gøre mig mere umage med at det ikke skal være kedeligt, det jeg skriver. På et eller andet tidspunkt i løbet af de fire-fem år jeg har skrevet på den her blog, holdt det op med at være personlige noter og blev til en form for performance. Jeg startede med at bilde mig ind at jeg var ligeglad med hvem der læste med, om nogen overhovedet. Men det passer ikke. Nogle dage føles den her kanal som den eneste, ægte livlinje jeg har til andre mennesker, og det skaber ambitionspres når det kombineres min forestilling om at jeg kun må komme med originalitet. Mit liv er ikke lutter sure sager, betragninger og saftige mareridt. Jeg kan ikke opretholde den performance lige for tiden, selvom det gør ondt hver eneste gang, der står -1 eller, gys, -2 på Bloglovin’ fordi nogen ikke længere vil læse med.

Det jeg prøver at sige er at jeg håber ikke det er for kedeligt. (Og selvfølgelig skal du ikke følge mig på Bloglovin’ længere, hvis du ikke synes jeg er spændende, det er mine følelser der er for sarte og det skal du ikke lade dig styre af.)

Jeg bliver rørt over at vi er hundredevis af fortrinsvist kvinder, der deler og læser og opmuntrer og krammer. Jeg ser en side af folk, som jeg ikke ellers har så nemt ved at få øje på, og jeg bliver selv mere omsorgsfuld og tilgivende af det. Så tak for det.