Lettet

Din stemme bliver helt lav, fordi du godt ved at det er for privat til toget, “Njaaa… det er lige ved at jeg ikke har lyst til at tale om det her her…”. Smil, ”Ja. Ja.”

“Yes. Og i lige måde.” Grin. “Man har da lov at håbe.” Smil. Kvindestemme i røret. Smil igen. “Præcis”. Tilfreds hånd bredt på låret. “Nååja. Okay. Ja. Ja. Nejnej, men der er jo som regel altid et gebyr på de der billetter.” Smil. “Ja det gør jeg fandme også. Det bliver så stort. Fedt nok. I lige måde. Hej.”

Du er cirka 45 år og du har mørkebrungråt krøllet hår og du er glatbarberet og du ser lidt træt og oppustet ud. Dit ansigt har linjer og du var brun i sommer. Du har pænt tøj på, lædersko som er blevet pudset, sorte bukser, læderskuldertaske. Stribet tørklæde, briller, liberal alliance. Sort fjällräven jakke med hætte og pels på kraven: den danske model hvor det er skitøj, men næsten i pæn, så man kan have det på på arbejde.

Der er hundredevis af dig i toget hver dag. I skal allesammen ud og rejse snart. I manspreader og stirrer på mig og tilbyder mig en plads ved siden af jer. Jeg tror jeg ligner jeres koner, men I ligner ikke min mand, og det er jeg glad for.

Alvidende

Almindelige mennesker har aldrig dage hvor deres bevidsthed flakser rundt i yderkanten af de rum de er i. De er ikke hele tiden nødt til at se ind i andres øjne, for at se sig selv og se, om de er almindelige nok.

De sidder aldrig i et tog og skriver sig selv ned i en stemning, der får tårerne frem. De har ikke så ondt af sig selv, og de tænker ikke hele tiden på sig selv. De behøver ikke tænke over, om det de siger og gør nu virker normalt nok, eller om de nu er underlige.

De er bare, og gør det der skal til, og når de har tid, kan de nemt finde på noget de har lyst til at lave. De beder aldrig deres mand om at komme hjem og holde om dem, midt på den blanke eftermiddag. De ønsker aldrig, at deres børn bare ikke eksisterede.

De går måske lidt for sent i seng, eller ryger, eller spiser usundt, men det er ikke noget de slår sig selv i hovedet med. Det fylder ikke hos dem at de ikke spiser fisk nok, eller at de ikke burde købe ting hos Søstrene Grene. De glæder sig til julearrangementer og fødselsdage, og irriteres ikke over at nogen inviterer til en ting der ligger om aftenen på samme dag, som de selv har inviteret til.

De laver ikke hele tiden en masse drama rundt om sig selv, og andre mennesker forstår deres valg og vurderinger og liv, fordi de er almindelige og ikke forkerte.

Morsyg

Jeg savner min mor. Eller: jeg savner min mor som hun var engang. Eller: jeg savner min mor som jeg engang troede hun var. Eller måske: Jeg savner mig og min mor som jeg troede at vi var.

Det er næsten umuligt at sætte flere ord på savnet. Jeg kan ikke sige noget konkret der mangler. Hvis jeg ringede noget oftere, ville vi snakke. Hvis jeg inviterede, ville hun komme.

Det er måske det, der ikke burde være der: Overraskelsen i ansigtet når jeg fortæller noget personligt, og tavsheden bagefter. De hurtigsmarte bemærkninger. At hun skøjter henover mine vurderinger, og at jeg får at vide hvordan jeg bør føle og mene og opfatte.

Jeg ville aldrig acceptere det fra en veninde og jeg vil ikke acceptere det fra min mor. Men min mor er jo min mor og er kun min mor og jeg har kun én og jeg kan ikke erstatte hende.

Nu tror jeg at jeg har den: Jeg savner den naivitet i mig selv, der gjorde at jeg ikke vidste, jeg ikke blev elsket tilbage.

Jeg savner en gang imellem at kunne overbevise mig selv om at jeg havde en dejlig mor og at vi elskede hinanden.

Striglet

Små, stramme, brune krøller sad højt på det runde hoved, en greltrød outdoorjakke stramt om de runde skuldre. Hun gemte pølsehornet inde i hånden og kunne næsten lade som om hun hostede når hun tog en bid. Læberne foran de tyggende tænder var tonusløse, mere slaskede end bare afslappede. Resten af ansigtet hang tilsvarende åbent, kinderne bløde og øjnene søgende, et udtryk uden filter mod verden. Hånd op – gumle – lidt åben mund – tomt stirrende blik. Alt udstrålede utilpashed i egen krop og ubehag ved egne behov.

Man kunne forestille sig hende sige nej tak til alt tilbudt, og så bryde sammen og købe slam på vej hjem, hver dag.

Jeg sendte hende et ikkesmil, det man bruger når man ser mødre med skrigende børn eller folk i en lang kø bag én for at sige “Jeg kender din kamp”, og jeg fik et fornærmet blik tilbage, selvfølgelig.

Kælvende

Jeg bliver raget på af min mand og jeg tager et bad og jeg starter youtube til datter og jeg drikker the og har tøjkrise og jeg lægger makeup og prøver at finde på noget nyt som stadig er work appropriate og jeg smider natbleen ud og jeg krydser fingre for at det er en god hårdag og jeg råber lidt af en datter og jeg får min termokop med kaffe af min mand og jeg kæmper med en anden datter om tøjet og jeg siger til nogen at de skal tage skraldespanden med og jeg går ud af døren og jeg tager toget og jeg læser mails og jeg skynder mig at svare fordi så kan jeg sige at jeg var på arbejde fra nu af og jeg læser smuds og drikker kaffe og jeg står af toget med alle de andre droner og jeg går hen til kontoret og jeg skifter sko og jeg trækker en kaffe og jeg starter computeren og jeg laver en statusrapport og jeg svarer nogle mails og jeg rydder op i min indbakke og jeg snakker med min work veninde og jeg tager en chokolade og jeg springer frokosten over og jeg beder om lov til at gå tidligt og jeg lægger overlak på neglene på toilettet og jeg tidsregistrerer og jeg svarer på nogle flere mails og jeg får en sms fra min mor og jeg arbejder med min vrede over det hun skriver og jeg taler med min boss og jeg tager en kop the og jeg skriver noget til min blog og sletter det igen og jeg skriver noget andet og jeg smider nogle gamle papirer ud og kører bordet op og står op og jeg overvejer om jeg skal ned og hente leftovers fra frokosten og jeg læser på buzzfeed og jeg læser på bloglovin og jeg skriver på en anden statusrapport og svarer på nogle flere mails og så skifter jeg sko igen og går til toget og kører hjem og jeg skriver til datter og spørger hvornår hun går hjem og jeg henter den anden datter i børnehaven og jeg kysser min mand på gaden og jeg går hjem og jeg tager alt mit tøj af og jeg drikker the igen og tager et bad og jeg har tøjkrise og jeg slår en opskrift op og jeg dropper den oprindelige plan og jeg går ud af døren og i Netto og jeg tager en bus og jeg ringer på en dør jeg ikke har været ved før og jeg siger hej og jeg får rødvin og jeg snakker og snakker og snakker og snakker og nogen siger at jeg skal skrive noget mere, så det gør jeg.

Hypervirkelig

”Far har vi nogen blåbær?”
”Må jeg godt bruge alle appelsinerne?”
”Der bliver 12 pandekager, det er tre til hver. Kan M godt hælde pandekagedej ud?”
”Mor, tror du godt jeg kan bruge lime istedet for citron i smoothien?”

Jeg lavede en dej igår og nu klatter jeg den ud mens jeg lader spørgsmålene boble henover mig. Der er gang i et stort morgenmadsprojekt og jeg laver the og tænder et stearinlys og stiller de ingredienser de har glemt frem og kan ikke fatte det er mit liv.

Jeg presser mig ind til min mand og kan mærke hans morgenbrød, som det vist nok hedder på norsk.

Kan sådan en morgen opfattes som andet end perfekt?

Det ved jeg at den kan, men det er stadig underligt at mærke forskellen og vide at den mest er i mig selv.