Spooked

Dette er en servicemeddelelse. En mand, der tegner, som hedder Adam Ellis, bor i en lejlighed som er hjemsøgt. No shit.

Se hans foreløbige historie her – det er ikke slut endnu…

https://storify.com/moby_dickhead/dear-david

Min foreløbige yndlingsdetalje er videoen af hans kat, der springer lidt mærkeligt rundt. Hvorefter en vase på sofabordet flytter sig af sig selv.

Reklamer

Rekonvalescent

Der er det med pres, i hvert fald for mig, at det ikke er en ting som forsvinder med ét. Det er en bølge, der brydes og skummer længe efter, inden den er helt væk. Eller en splint der fjernes men hvor en irriteret sårrevne skal hele op inden smerten helt forsvinder. Så der er stadig nogle eftervirkninger, af det lange, hårde træk det var, at komme fri af det gamle sted. Men ligesom jeg først kunne mærke hvor tungt det havde hvilet på mig, at jeg hadede vores tidligere sted at bo, da vi flyttede, kan jeg mærke små og overraskende lettelser i løbet af dagen i det her nye job.

Jeg er i et andet pres nu, men jeg må sige at det nye sted gør det svært at være rigtig presset. Jeg må gerne tage tidligt hjem og læse i stedet for at sidde limet til min stol, og må gerne komme sent, og får at vide at jeg skal tage det roligt, det kommer, jeg er jo helt ny. Mine spørgsmål er sågar gode, jeg har en god energi, de tror på at jeg kan bringe friskhed ind.

Jeg bliver jo næsten bekymret for om jeg kan holde dampen oppe, helt uden pisk.

Gebrækkelig

September kom, og menstruationen kom, og det ene arbejde sluttede og det andet begyndte. Det har været nogle underlige dage.
Torsdag aften tog jeg et hovedspring ned i fortovet og måtte humpe hjem med blødende knæ. Hvorfor sker sådan noget once in a lifetime (ish) dagen før en anden once in a lifetime (ish)? Eller gør det hele tiden det, men jeg lægger bare ikke mærke til det? Eller er jeg sådan en særlig enhjørning at mit liv bare er bestøvet med kosmiske sammenfald, fordi en højere magt har øjnene på moi?

Fredag mødte jeg op på nyt arbejde med det sygeste blå mærke på hagen og en højre hånd der smertede hver gang nogen, eller noget, rørte den. Et virkelig håbløst udgangspunkt for en rundvisning med given hænder til samtlige +100 nye kolleger.
Og fredag eftermiddag gik jeg hjem, og for hvert skridt jeg tog, forlod styrke og energi min krop som om det ikke var ét skridt, men tusind, jeg lige havde taget. Så jeg travede faktisk firs kilometer hjem og kunne pludselig mærke at jeg også havde ondt i skulderen, låret, hoften.
Om aftenen kunne jeg fortælle detaljer om det nye arbejde, som jeg ikke anede at jeg havde opsnappet; Jeg tror for eksempel jeg kan huske samtlige navne.

Det går bedre i dag, og der har ikke været flere sammentræf de sidste to døgn. Og jeg glæder mig til at gå på arbejde i morgen, hvilket er den mærkeligste af alle følelser.

Dynamisk

Han gjorde hvad han kunne for at udstråle energi. ”Jeg er simpelthen afhængig af at løbe”, sagde han, når talen faldt på for eksempel alkohol, fritid, alder. Når han gik, var armene bøjet bagud i knyttede næver, og hagen stukket frem og hovedet rykkede frem og tilbage i takt med hans skridt, som om han trak sig gennem luften ved hagen. Uniformen var blå poloshirts og han havde dem i alle afskygninger af mørkeblå, lyseblå, mellemblå, blågrå, grønblå, gråblå, blågrøn. Der var logo på mange af dem, men aldrig stort. Ikke jeans, men slacks. Lidt for klodsede lædersko. Generisk sort herrelæderbælte. Sportsur med metalrem, sikkert dyrt. Altid upåfaldende ikke-nyklippet, ikke-slidt, ikke-brun, ikke-bleg. Ikke gråhåret. Fremelsket kedelighed med stabilitet og fornuft podet ind, en suspekt gennemsnitlighed med onkelhumor og tillært personaleomsorg.
Han fortalte historier om druk, nøgenbadning og practical jokes, om dyre biler og vilde ferier til et skeptisk publikum, der kiggede på al det beregnende beige og fik kuldegysninger.

Spændt

Hvor var jeg? Det parallelle univers trækker igen i mig og jeg kan så nemt fortabe mig i detaljer. Vanddråber på jorden. Duften af jasmin, som minder mig om en parfume, jeg engang gik med, og som nu lugter af kirkegård. Der ligger tåge over byen i dag og jeg er ikke mere original end andre og føler, at at det grå skær mellem buske og over græsplaner får selv kedelige boligbyggerier til at fremstå science fictionagtige.

Uvirkelighedsfølelse, kaldes det vist. Men den kæler for min hjernebark, er forførende som alkoholdamp fra et glas whiskey eller røg fra en cigaret. Jeg tænker på, om det sådan, en psykose starter, at virkeligheden bliver opløst til støv når man kigger på den og selvet flyder væk og man bliver både et fnug og den vind der driver det rundt, både lille og meget stor, afgrænset og grænseløs, partikel og energi.

Det er virkelig snart slut nu. Jeg står på toppen af en lang trappe, i skæret fra dagslyset og bare to trin mere, så er jeg oppe. Og ude.

Fysisk

Der er en svien i mit mellemkød og rundt om skedeåbningen og der er en tyngde foran, på hver side af maven, som om æggelederne har gået langt og nu er ømme. Og der er en ret skarp, knasede og ujævn smerte i min lænd, dér hvor jeg forestiller mig at rygradens grusede rodende møder bækkenskålen. Det forplanter sig ud i en frossen og immobil ballemuskel som jeg tænker er som en spændt jerntrosse, der forankrer et stort skib.

Nakke og ryg klør inde i musklerne, og det gør ondt, men godt, at mase skulderbladene hårdt sammen. Jeg vågnede igen uudhvilet og sukker og giver mig dagen igennem. Jeg drømmer om at svømme i havet og blive rigtig mør og rigtig kold og rigtig frisk. Og så drømmer jeg om at lade mit menstruationsblod eksplodere som en brandmand rundt om mine ben, et varmt og metallisk chok.

Jeg fantaserer om at skride, pjække, gå min vej, og sidde på et trædæk og dufte solen og høre vandet og smage luften og røre ved lykken i en lille lomme af tid.

Kan man være for meget i sin krop?

Fortrøstningsfuld

Jeg er på en eller anden måde tilbage. Der har været markant mere energi den her weekend, og det fortsætter endda nu, mandag morgen. Jeg gik på arbejde og kunne ikke andet end lægge mærke til hvor fin verden var, i diset solskin, med dug på græs og buske, mørkorange, lidt smattede hyben, sensommerblomster der vælter ind over fortovet. Osv. Romantisk shit. Men jeg kunne altså ikke finde det sædvanlige, negative spor til tankerne.

Måske er det sådan en mental forstoppelse, der har bevæget sig nedad i systemet nu. I hvertfald vælder min mave ud over bukselindingen. Men fuck det. Der er kun fire dage tilbage. Der er kun fire dage til.