Nedslået

Flygtningelejrene er vores tids kz-lejre og vi er allesammen skyldige.

Reklamer

Lugtfri

DenSureFit er selvfølgelig uden unødvendige kemikalier, har ingen smag og giver ingen, eller meget få gener med hensyn til den milde duft.

Alternativ

Jeg kan ikke finde ud af at skrive om mit liv længere. Derfor har jeg besluttet at dedikere bloggen til et virkelig godt produkt; DenSureFit.

Hvis du har proteser, er DenSureFit en blød og lækker silikone, som trygt holder bisserne på plads. Der er mange gode egenskaber ved DenSureFit – tjek tilbage i morgen for flere fif.

Spooked

Dette er en servicemeddelelse. En mand, der tegner, som hedder Adam Ellis, bor i en lejlighed som er hjemsøgt. No shit.

Se hans foreløbige historie her – det er ikke slut endnu…

https://storify.com/moby_dickhead/dear-david

Min foreløbige yndlingsdetalje er videoen af hans kat, der springer lidt mærkeligt rundt. Hvorefter en vase på sofabordet flytter sig af sig selv.

Rekonvalescent

Der er det med pres, i hvert fald for mig, at det ikke er en ting som forsvinder med ét. Det er en bølge, der brydes og skummer længe efter, inden den er helt væk. Eller en splint der fjernes men hvor en irriteret sårrevne skal hele op inden smerten helt forsvinder. Så der er stadig nogle eftervirkninger, af det lange, hårde træk det var, at komme fri af det gamle sted. Men ligesom jeg først kunne mærke hvor tungt det havde hvilet på mig, at jeg hadede vores tidligere sted at bo, da vi flyttede, kan jeg mærke små og overraskende lettelser i løbet af dagen i det her nye job.

Jeg er i et andet pres nu, men jeg må sige at det nye sted gør det svært at være rigtig presset. Jeg må gerne tage tidligt hjem og læse i stedet for at sidde limet til min stol, og må gerne komme sent, og får at vide at jeg skal tage det roligt, det kommer, jeg er jo helt ny. Mine spørgsmål er sågar gode, jeg har en god energi, de tror på at jeg kan bringe friskhed ind.

Jeg bliver jo næsten bekymret for om jeg kan holde dampen oppe, helt uden pisk.

Gebrækkelig

September kom, og menstruationen kom, og det ene arbejde sluttede og det andet begyndte. Det har været nogle underlige dage.
Torsdag aften tog jeg et hovedspring ned i fortovet og måtte humpe hjem med blødende knæ. Hvorfor sker sådan noget once in a lifetime (ish) dagen før en anden once in a lifetime (ish)? Eller gør det hele tiden det, men jeg lægger bare ikke mærke til det? Eller er jeg sådan en særlig enhjørning at mit liv bare er bestøvet med kosmiske sammenfald, fordi en højere magt har øjnene på moi?

Fredag mødte jeg op på nyt arbejde med det sygeste blå mærke på hagen og en højre hånd der smertede hver gang nogen, eller noget, rørte den. Et virkelig håbløst udgangspunkt for en rundvisning med given hænder til samtlige +100 nye kolleger.
Og fredag eftermiddag gik jeg hjem, og for hvert skridt jeg tog, forlod styrke og energi min krop som om det ikke var ét skridt, men tusind, jeg lige havde taget. Så jeg travede faktisk firs kilometer hjem og kunne pludselig mærke at jeg også havde ondt i skulderen, låret, hoften.
Om aftenen kunne jeg fortælle detaljer om det nye arbejde, som jeg ikke anede at jeg havde opsnappet; Jeg tror for eksempel jeg kan huske samtlige navne.

Det går bedre i dag, og der har ikke været flere sammentræf de sidste to døgn. Og jeg glæder mig til at gå på arbejde i morgen, hvilket er den mærkeligste af alle følelser.