Cool

Nå, du troede at jeg havde en depression? Jamen det har jeg da også. Det skal da ikke forhindre mig i at søge jobs og gå til jobsamtale. Som jeg var i dag.

Og nu vil jeg bare have det job. Og komme på arbejde 30. juni, smide en opsigelse og gå på ferie og effektivt have sidste dag samme dag.

Sådan her:

Tunet

Jeg summer og zapper og kratter som en radio.

Bzzz..krk..krk… to dage med lavfrekvent støj. Jeg ligger i sengen og forhandler: Hvis jeg tømmer opvaskemaskinen, må jeg gerne tage en lur. Hvis jeg tager et bad, må jeg spise noget chokolade. Børnene kommer på besøg i sengen, skiftevis. Nogen gange bliver de hængende for længe, og så må jeg sms’e til min mand at han skal hente dem.

Swiuiuiuiii…tzzz… jeg vågner og er glad! Røde kinder, tusind idéer. Mad vi skal spise, steder vi skal hen, ting jeg skal tjekke. Jeg er slank, jeg har pænt tøj, mit hår sidder godt, mine børn er vidunderlige, jeg vil se venner og drikke drinks.

Krtkrtkrt… en hel nat med tanker om sygdom. Er jeg i virkeligheden fysisk syg? Har jeg ikke hørt om nogen, der fik depressionsdiagnose men så viste det sig at være kræft? Hvis mit hoved ligger for lavt bliver det overfyldt med blod og dunker og smerter, en muskel sitrer, men det er hele min krop. Den er gal! Den er gal! Eller er det et angstanfald? Jeg kan ikke mærke det, når jeg trækker vejret. Trækker jeg vejret? Er der et ’open chest syndrome’ ligesom ’open nose syndrome’?

Krrrrrrzzzzuiiii…

Livløs

Dag 12. Er i den mærkeligste af alle tilstande, hvor alle følelser er væk. Jeg er ikke trist, jeg er ikke glad, mad smager af aske, jeg skal aktivt huske at spørge folk hvordan det går, der er ikke noget der er sjovt. Jeg er så træt hele tiden, at jeg overvejede en sygedag, ud fra devisen om at det ikke altid er hjemmefronten der skal bære 100% af sygdomsbyrden. Men jeg kan ikke finde på hvad jeg skulle lave på sådan en mental dynedag. Der er ikke noget jeg har lyst til, så jeg kan ligeså godt gå på arbejde.

Jeg gør, som jeg altid gør; jeg dribler den videre. Laver en madplan, vasker noget tøj, passer mit arbejde, stirrer ud i luften, gør rent på toilettet, tager et bad, barberer ben, går tidligt i seng. Det er de gode vaners arbejdslejr.

Medicineret

Er på dag 10 af antidepressiverne, og jeg synes det går bedre.

Der var mange bivirkninger de første dage. Muligvis fordi lægen startede mig direkte på 20mg. De andre gange er jeg vist blevet trappet ind. Ikke denne gang, slam! Blandt de mærkeligste bivirkninger var: gaben, med efterfølgende gib i skridtet, med efterfølgende svaghedsfornemmelse i benene. Jeg var desuden ret tør i munden. Begge dele er næsten væk igen nu. Tilbage er stadig at jeg sover supermærkeligt og at min lyst til sex er forsvundet. Nåja, og tyndskid.

Til gengæld fik jeg pludselig et glimt af lykke over gode ting som fremtiden vil bringe. Det er måneder siden, jeg sidst havde det sådan. Det er sådan, jeg gerne vil have det. Jeg håber det bliver ved.

Dandy

Jeg har det jo egentlig godt, hvilket er godt. Børn, parforhold, arbejde: dejlige, fint, as usual. Kroppen: har jo egentlig ikke ændret sig (mig?) synderligt. Jeg har taget nogle kilo på, men det er vist ikke nok til at andre end min mor og jeg kan se det.

Det er på grund af al den her okayhed at jeg kan regne ud, at den er gal. Jeg burde ikke gå rundt i et fuldstændigt fint og almindeligt liv og have tvangstanker.

Andre gange, før, har jeg haft ulidelige, ustoppelige tanker om andre ting. Døde børn, utroskab, manglende evner på arbejdet. Men andre gange, før, har jeg nemt kunne finde en årsag; at mit barn var meget ofte syg, eller at min mand havde en hård tid eller at jeg fucking bare hadede mit arbejde. Men ikke den her gang og jeg har ikke lyst til at vente, til noget rent faktisk er braset.

Jeg har med ujævne mellemrum haft tanken siden slutningen af november; Har jeg egentlig en ny depression? Og så har jeg givet det tre uger, og tre uger, og tre uger mere. Og nu har vi snart juni måned, og fra den forløbne weekend står især to røvsyge oplevelser sådan virkelig skarpt: Min datter, der grædefærdig spurgte, hvorfor jeg egentlig altid er så sur. Og mig selv, der ikke kunne komme ud af døren for at købe ind, fordi jeg ikke kunne holde mit udseende ud.

Selv hypokondere bliver syge og selv sure bliver deprimerede. Alt er ved det gamle.

Selvhjulpen

Internet, jeg er fuld af løgn. Jeg går rundt i en sky af selvhad hele tiden. Jeg kan ikke gå med dén slags bukser, fordi min mave er for blød. Jeg kan ikke gå med dén slags top fordi mine arme er slaskede. Jeg kan ikke gå med kjole, for så ligner jeg simpelthen for meget en mor. Med mindre det er dén slags kjole, så ligner det at jeg prøver at være ung med de unge.

Jeg kan ikke vinde.

Jeg kan heller ikke sove, faste, styre mit alkoholforbrug, knalde eller finde meningen med livet. Igen.

Man kunne vente til et eller andet aspekt af livet lå i ruiner; f.eks. jobbet, det har jeg jo masser af super erfaringer med. Men jeg tror nu at jeg må til lægen og tilbage på antidepressiverne. Det er jo no biggie, ikke? Jeg er bare forkølet i sindet.