Nedgroet

Når kvinder, jeg kender, skal på spaophold med deres mor, bliver jeg en mærkelig blanding af misundelig og lettet over at det ikke er mig. Sidst jeg var ude og rejse med min mor, sagde hun at jeg var tyk og jeg begyndte at græde, både fordi det passede og fordi jeg var så fuld af afmagt over det. Hun gjorde det midt på gaden i en storby, med mange mennesker tæt omkring os. Hun kunne ikke lide at jeg reagerede så voldsomt. Jeg tænker nu, at jeg måske også begyndte at græde i raseri over, hvor ukærligt det var.

Jeg kan ikke rigtig huske at være blevet aet af min mor, men jeg kan huske at blive vasket og redt og at jeg blev smidt ned fra skødet hvis jeg pruttede. Jeg kan huske, at jeg skulle bruge tabletter der farvede tænderne blålilla når de ikke var børstet nok, hvilket var tit. Jeg kan huske at jeg havde fodvorter, og at de ikke blev passet ordentligt før jeg selv blev gammel nok til at gøre noget ved det. Da jeg fik menstruation var det mine veninder, der lærte mig at bruge tampon og at pakke brugte bind ind i wc-papir, så man ikke kan se indersiden.

Hun synes også at hendes egen krop er ulækker. Stor og fed og blævrende og grim. Begge mine forældre taler henført om hvordan mændende kiggede efter min mor, da hun var ung, ja helt op til hun var måske over halvtreds. Hvordan selv unge mænd kastede lange øjne efter hende. Den tid er slut nu, og det er en sorg, bliver der sagt. Men jeg kan sagtens huske mange af de år, der nu udnævnes til at have været lykkelige i kraft af hendes gode udseende, og de år var hun heller ikke tilfreds. Det var en udtrættelseskrig af slankekur på slankekur på slankekur. Nævn en sindssyg kur, og min mor har været på den.

Nævn en sindssyg kur, og jeg har været på den.

Kluntet

Problemet med at dumme sig overfor nogen, der ikke har det godt. Ved at komme med stupide floskler og ubrugelige råd. Og nærmest mens man er i gang med det, opdage, at man er i gang med det. For så at forsøge at sige undskyld. For så at obsesse helt vildt over at man har været sådan en klovn.

Er at det kommer til at handle om én selv. Og det var jo det, det ikke skulle.

Kronisk

En deprimeret journalist interviewer en deprimeret forfatter, som har skrevet en bog om at være deprimeret, til andre deprimerede:

Spending Your Entire Life Wanting to Die

For nogen er depression at være trist, for nogen vred, for mig var det at kede mig altid og hele tiden.

“I gradually came to accept that maybe enjoyment was not a thing I got to feel anymore.” http://hyperboleandahalf.blogspot.dk/2013/05/depression-part-two.html

“There’s a lot that’s terrible about life. I think some people have a guard up against it. They overlook it. […] I think that people who suffer from depression are sort of finely tuned to it. I write somewhere in my book that depression is the loss of necessary illusions. You need a certain amount of illusion to live.” (Spending Your Entire etc.)

Og lidt ude af kontekst, men til samme overvejelser:

(Indeed, it is somewhat dangerous for a depressed person to truly believe this.) (ibid)

Det er også sådan, det er for mig. Lige for tiden går det godt med at lade som om det går godt. Men ligesom jeg for evigt er en ikke-rygende ryger, tror jeg at jeg for evigt vil være en ikke-deprimeret depressiv.

There are days where all your carefully arrived-at treatments just feel like temporary, faulty fixes. (ibid)

Affilieret

[IKKE EN ANNONCE]
[FAKTISK NÆRMEST DET MODSATTE]

Nåh men jeg har også været på Eksperimentariet (nå, ‘scuse me, “Experimentarium”), ligesom Østfronten og Superheltemor og – gætter jeg på? – resten af hovedstadsområdet og oplands børnefamilier. Bloggere med mange læsere og deres børn var der vist i forbindelse med noget event som skulle skabe opmærksomhed om at de åbnede igen i deres nyrenoverede lokaler. Alle vi andre var der så fredag i vinterferien.

Det kostede for os fire mennesker 580 kr. Seriøst, mand. Næsten 600 kr. Vi er to mennesker, der tjener helt okay, og vi har penge til det og det var vinterferie og tusind andre indsigelser, men jeg synes det var helt vildt dyrt. Og hvis det så havde været en god oplevelse, så kunne det måske vel nok også gå.

Men vi ankom til kø efter kø efter kø og ret store børn der væltede rundt. Vores køkultur i Danmark er som bekendt ikke den mest elegante – vi skal have lidt hjælp på den front – og det fik horderne i “Experimentarium” ikke. Resultatet var at det var de vildeste børn, der kom til, og mine børn der stod frusterede og lige lovligt velopdragne på sidelinjen.

Jeg så mere end én forælder sidde og tjekke mails, mens de ignorerede at deres børn optog aktiviteter længere tid, end rimeligt var. Jeg fik ærlig talt lyst til at gøre det samme. Rigtig mange opstillinger var også i udu, hvilket selvfølgelig øgede presset på dem, der stadig fungerede.

Den bedste del af turen var de 20 minutter vi sad og limede shit på plastickopper, og så den næsten euforiske lettelse, der greb os, da vi besluttede os for at tage hjem og lave the. Selvom vi kun havde været der i to timer.

Generelt vil vi hellere ‘betale’ for ting med vores tid, opmærksomhed og energi end med penge, og den tommelfingerregel skulle vi nok have husket os selv på. Næste ferie bliver aktiviteten at bygge en hule af flyttekasser i vores stue. Det skal nok blive et hit i mere end én dag, og det kommer ikke til at koste 600 kr.

Serviceminded

Jeg ser ikke tv og bruger ikke Netflix og læser ikke aviser eller hører musik. Men jeg inhalerer velskrevne reportager, når jeg kan finde dem på Internettet. Senest har jeg læst:

1. The Untold Story of the Bastille Day Attacker
Om ham der kørte en lastbil gennem mennesker forsamlet for at se fyrværkeri i Nice sidste år. Newsflash, han var ikke terrorist, han var bare et svin.

2. The hi-tech war on science fraud
Om at bruge computere og algoritmer til at finde dårlig data, som i mange tilfælde er de samme talsæt, der bliver genbrugt. Så er det bare at finde på resten. Så meget nemmere!

3. Total recall: the people who never forget
Om folk der kan huske helt vildt meget. Men kun hvis det på en eller anden måde handler om dem selv. Mennesker er så dejlige.

4. Revenge of the Lunch Lady
Om en dame der kæmper for at servere om ikke ordentlig så ordentligere mad for fattige skolebørn i USA. Hvornår bliver det common knowledge at det sted er et uland?

5. Tom Hiddleston on Taylor Swift, Heartbreak, and Great Bolognese
Fik lidt et crush på ham i de der superheltefilm. Og har lige set The Night Manager*, hvor damerne nærmest vælter omtågede af hans karisma, ind i hans seng, hvilket jeg ikke synes var sådan rigtig believable.

*Så altså noget ser jeg jo, men mest for at min mand og jeg kan slippe for at snakke sammen om aftenen.

Afgrundsdyb

Jeg er ikke bange for monstre eller voldtægtsmænd eller killer clowns. Jeg er ikke bange for at falde eller støde ind i ting, selvom lyset fra gaden kun når nogle meter ind på en indadførende allé af glatte træer. Mit nattesyn er godt, og verden bliver blågrå i stedet for sort.

Jeg er ikke bange for at lade mørket spise mig, men jeg kan ikke lide mig selv når jeg er i det. Jeg skal hele tiden huske at jeg bare er en skal, at ingen kan se hvad der foregår inden i mig, hvis jeg bare husker at holde ansigtet i ro og lade være med for eksempel at skrige.

En anden gang var jeg alene i et andet mørke. Det var ved Vesterhavet og jeg tror at jeg var på hyttetur med en klasse. Eller måske var det en stor gruppe veninder. Jeg var ked af det og dramaagtig og havet passede til mit opkørte humør. Jeg gik alene op af stranden, væk fra gruppen, men kun et lille stykke. Bølgerne var øredøvende og tæt på og jeg kunne ikke lide vandet fordi det var for vildt. Men det kamera der altid svæver over min skulder kunne fange at det var en god scene og pludselig fik jeg den idé at skrige, så højt som jeg kunne. Så det gjorde jeg. Det lød af helvede til, ikke smukt, feminint, rent og klart, men halvkvalt og hostende fordi jeg ikke var vant til at bruge min stemme på den måde. Sandet sugede min stemme ned og bølgerne buldrede og jeg blev bare så flov.
Ingen af mine venner kom.
Jeg ved ikke om de hørte det.
Vi snakkede aldrig om det.