Sulten

Hun står i køkkenet og nusser med en broccoli. Deler forsigtigt buketterne med en lille kniv, de bliver nøjagtigt lige store og lagt pænt ned på brættet. Ikke rad og række; Tilfældigt, men omhyggeligt placeret, som om der skulle tages et procesbillede til en kogebog. Hun aer og kæler på dem som om hun vil tilberede dem med sine fingres varme.

De bliver langsomt overhældt med en tynd stråle kogende vand i sigten, og lagt på et rent viskestykke for at dryppe af.

Nu dressing.

Ingredienserne bliver fundet frem. Der er indtørret sennep i låget på dijonen, så det vasker hun og tørrer med køkkenrulle, inden en spiseskefuld bliver målt af. Resten af delene bliver stille duttet ned i skålen og nænsomt foldet sammen med en dejskraber. Hun dækker dressingen med film og stiller den i køkeskabet.

Nu nødder.

Hver enkelt valnød deles i midten med den samme lille kniv, panden varmes, de bliver vendt og vendt og vendt og vendt, mens de rister og bliver helt ensartet brune.

Nu skal det samles. Tempoet er sneglende, bevægelserne langsomme som om de gør ondt. Til sidst bliver salaten hældt i en pose og pakket væk.
Lidt buketter, lidt dressing, lidt nødder, forfra.

Jeg kan jo ikke lide broccoli, så de vil spise den senere. Det ligner en pose bræk.

Søvnløs

Klokken ti kan jeg ikke klare det længere og må gå i seng, selvom det er at amputere aftenen. Jeg når at sluge jernpillen, børste tænder, smøre creme i ansigtet, tage øreringene ud, bruge tandtråd, tage læbepomade på. Jeg når at læse lidt, lægge rygpuden på gulvet, sætte telefonen på lydløs og strøm, køre lysstyrken på tablet’en ned og også sætte den til strøm. Jeg når at sørge for at næsesprayen er inden for rækkevidde, slukke lyset, lægge mig ned, skubbe hovedpuden sammen i skulder-nakke-mellemrummet og mase den flad med hovedet. Jeg når at vende mig to gange og lade stilheden lægge sig som tyndt støv over værelset begge gange, før det går op for mig at jeg aldrig kommer til at sove i nat.

Jeg må op, inden jeg sitrer ihjel og inden min vejrtrækning kvæler mig.

Vi står begge op igen og sniger os ud i mørket, uden noget mål i sigte. Natten er trykkende og fugtig, månen er fremme og stor, det er en mærkelig situation. Det er nu jeg skal lade være med at gøre noget mærkeligt. Hvad er ikke mærkeligt? Det er ikke mærkeligt at gå en tur, det gør masser af mennesker hver dag og selvom denne nat er dramatisk og tidspunktet og stedet er sært, er det okay normalt at gå tur i tågen. Det gør vi. Traver så hurtigt at det ligner strækmarch eller let jog. Der er så meget opsparet energi der skal ud. Man skal gå hårdere til end uroen når at blive produceret, ellers kommer man aldrig foran. Så vi æder grusstier i højt tempo og imens løber svinerne ud af munden, “Hvor er det dog også irriterende, når…” og “Kan du egentlig forklare mig hvorfor…” og “Så er man tvangsindlagt til at…”. Vi går og går og går og til sidst er udmattelsen i kroppen men ikke i hovedet og hjertet. Vi ender alligevel i sengen, det er soveteater men bliver aldrig virkelighed. Børnene vågner på skift, vi knalder, der er myg, det er varmt. Jeg holder vejret og dukker kort under søvnens overflade et par gange i løbet af denne lange, urolige nat. Jeg bekymrer mig om at jeg sikkert når at falde i søvn en halv time inden børnene vækker os helt, men det er unødvendigt, for søvnen kommer aldrig og jeg sidder rundtosset ved morgenbordet med tørre øjne og kan stadig mærke uroens brændselscelle køre uønsket energi ud i mit system.

Favnet

”Nervemedicin”, står der på pakken.

”Det fucker med min hjern’”, skrev jeg på sms til en ven, for at prøve at være sjov.

”Det lyder lidt som om jeg ikke kan have et almindeligt arbejde”, sagde min mand, da jeg læste gårsdagens indlæg højt for ham.

’allowing negative emotions’ siger mine søgehistorik.

“How to Deal With Sadness: 13 Steps (with Pictures)” grinede jeg lidt af.

”Uha. Kan vi snakke lidt”, sagde en veninde.

”Sig til, hvis du får brug for at føle noget over en kop eller et glas af noget…” sagde en anden.

”Hvordan slutter jeg det her indlæg”, tænker jeg.

Lukket

Der er sket ting. Som f.eks. at jeg har fået fjernet spiralen og sat en ny op og tilsyneladende ikke længere skal have menstruation hver eneste dag. Det er rart. Pludselig fatter jeg det der spiralhejs.

Og jeg har opfundet en ret som er en upside-down-blinis-mad-clafoutis. Altså en slags tærtefyld overhældt med gærbaseret pandekagedej og bagt i ovnen. Herrelækkert og nemt og pænt. Og så vidt jeg kan vurdere, nogenlunde sundt.

Og min mand har fået en diagnose på en regulær psykisk sygdom. Hvilket jeg ikke føler jeg rigtig kan udbrede mig om til nogen IRL, fordi der er så meget stigmata. Han er jo ikke mere syg end før, nu har han bare en diagnose. Faktisk tænker jeg slet ikke på ham som syg overhovedet, mere bare… lidt ustabil i humøret, distræt og træt.

Alligevel er jeg ked af det. Bange for hvad det betyder for vores børns fremtidige psykiske helbred. Bekymret for et liv med medicin. Jeg tænker over alle de associationer man har til psykisk syge mennesker og ved, at ingen vil kunne gætte af sig selv at han er ’en af dem’. Han er både normal og velfungerende, det kræver bare mere af ham at være det, end det gør for mange andre.

Så det hele er lige på standby mens jeg rummer mine følelser.

Fed

Her er jeg, ikke død af sommerens terror. Har haft en klicheagtig dejlig ferie, med vampyrpornobøger i liggestol, med rosé i glas, med glade legelyde fra børn i baggrunden.

Der er masser af indlæg jeg er startet på i hovedet; Om hvordan andre mennesker tilsyneladende lever af lort, om hvordan jeg registrerer alderen sætte sit mærke på min krop, om hvordan jeg er i stand til at være bange for alt. Men det hele virker så brokagtigt. Det er jo småting. Og man skal give slip på sin brok, for at blive lykkelig. Skriver Politiken i dag, og føjer dermed endnu en ting til ulykkelige menneskers to do-liste.

Jeg er tilbage på arbejdet og burde virkelig søge noget andet. Det er ikke særlig nemt. Hvorfor er det så svært at tage sig sammen til? Det eneste jeg kan tage mig sammen til, er at lave mad. Og tænke på mad. Opskrifter, råvarer, metoder, apps, hjemmesider, blogs, koncepter, tilgange, holdninger.

Nå, men jeg er tilbage. Bon appetit.

Resigneret

Nogen spurgte hvordan det føltes at have fået det sagt. Nogen spurgte om jeg ville gide mine forældre igen. Jeg har selv tænkt på de samme ting.

Og: det føles okay at have fået det sagt. Eller, mere end okay. Der kører ikke et konstant kommentarspor i hovedet på mig længere, med hvad jeg ville sige hvis og hvad jeg ville svare hvis og hvad jeg gerne vil spørge om. Den stilhed er rar.

Men der er ikke nogen forløsning, for der er ikke noget, der har ændret sig. Det havde jeg heller ikke regnet med at det ville.

De mener at jeg ikke vil være gode venner. Og det er jo til dels rigtigt; Jeg var og er ikke interesseret i at blive som vi var det engang. Jeg sagde at den eneste vej frem, var at de lyttede til hvad jeg ville have og fremover gav mig det. Det chokerede dem.

Jeg ved godt at de vil have nærheden tilbage. De sagde at det er på grund af dens fravær, at jeg ikke kan få omsorg. Jeg sagde at det er deres pligt som forældre at give mig støtte.

Hvis de gav den uden hele tiden at stille spørgsmålstegn ved om jeg nu virkelig har behov og om ikke behovet på en eller anden måde kan drejes, vil jeg ikke udelukke at nærheden i en eller anden form kunne genopstå. Men jeg hverken kan eller vil love noget. Og jeg tror ikke rigtig på at nogen over 60 år som er så labyrintiske i sindet, kan ændre sig.

De synes jeg er hjerteløs og stejl. Jeg synes de har misforstået hvad det er at være forældre. Jo ældre jeg og mine børn bliver, jo tydeligere står det for mig.

Jeg er villig til en våbenhvile, men jeg kommer nok aldrig til at åbne grænserne helt. Vi kan afmontere bomberne og fjerne pigtråden, men kun hvis de accepterer at jeg har taget terrænet tilbage.

Så sådan føles det.

Omsorgsfuld

Et sted i Københavnsområdet sidder et ældre ægtepar, og forstår ikke hvad der er sket. De er gået på pension efter hver deres hårde arbejdsliv, men lykken og glæden og friheden udebliver. Det var meningen, at de skulle slappe af, rejse og nyde livet. Men i stedet vokser de projekter de går igang med dem over hovedet, er svære at gøre færdige og virker utilfredsstillende. Og så har de opdaget, at deres datter helt uden grund er vred på dem og har lukket dem ude af sit liv.

De har ingenting gjort, andet end at være sig selv, og de har forsøgt gøre det hele så godt de kunne. De har ikke ændret på noget eller haft store konflikter i flere år – så de forstår ikke hvad der kan ligge til grund. Når de konfronterer deres datter, siger hun at der ikke er sket noget med dem, men med hende, og hun vil ikke sige hvordan det kan løses.

Og selvom de har sagt at de er så kede af det, så lukker hun dem ikke ind igen.

Det er synd for dem.