Utilfredshed

Hvilken elendig følelse: ikke engang at kunne finde et ordentligt navn til sin f****** blog. Som endda blev startet på den forkerte platform – tumblr. Som jeg prompte blev klar over, at jeg ikke kunne finde ud af/ikke havde det rette indhold til. Er vist skabt til den der gif-fest, internettet holder lige for tiden. Hvordan kommer man i øvrigt lige med til dén, når ens invitation tilsyneladende er blevet væk i posten?

Nå. Nu er bloggen i hvert fald flyttet ind. Jeg synes det var ok at kalde sig anden aktør. Jeg hader vores dagpengesystem og har ikke andet end hån tilovers for den anden aktør jeg har haft kontakt til. Så jeg vil være en anden anden aktør. Bare fordi jeg gerne vil være en aktør.

Nu har jeg ikke tid til at sludre mere. Jeg skal flytte ind. Der er nogen der har malet væggene herinde røde og orange med prikker. That has got to go.

Redigeret for forståelsens skyld, 15. jan.: Først boede bloggen på en tumblr. Så boede den på andenaktor.wordpress.com. Så flyttede den hertil. Og her bliver den vist.

Tilknytningsangst

Hver gang jeg har haft et arbejde, har jeg været utilfreds. Ét job var ikke vigtigt for nogen og handlede bare om at tjene penge til store virksomheder etc. Det næste job var vigtigt for nogen og meget prestigefyldt, men jeg kedede mig helt usigeligt. Og knækkede nakken på det, fordi jeg så gerne ville være en af dem, der virkelig blev til noget. Jobbet efter det var decideret et skånejob. Og jobbet efter det var jo sådan set et fint job. Mit fag. Søde mennesker. Masser at lave. Bestemt vigtigt for mange. Men jeg er ligesom skabt til noget bedre, eller hvad?! Fandme langt ude.

Og så snart jeg ikke har et arbejde er jeg villig til at lave hvad som helst, hvis bare jeg har et sted at gå hen om morgenen og nogen der gider drikke kaffe om fredagen.

Jeg har ikke problemer med at finde en mand. Jeg føler overhovedet ikke at jeg har givet køb på noget som helst ved at være sammen med manden i mit liv. Han er faktisk lidt af et catch, synes jeg. Selvom jeg jo sagtens kan se ham som det menneske han er, fejl og irritationsmomenter osv. Jeg kan bare ikke applikere den samme logik på mit arbejdsliv.

Nå, eftersom jeg ikke har mandeproblemer men masser af karriere/arbejdsproblemer, kan jeg vel navngive jobsene ligesom bloggerinderne med de knuste hjerter navngiver mændene i deres liv. Lad os kalde det første job for ITjobbet. Det næste kan være Prestigejobbet. Så kom Skånejobbet. Og til sidst Vikariatet. Ind imellem disse har der været Freelancejobbet. Som også fyrede mig. So there you have it; de jobs der står øverst på mit hullede lorteCV og som har formet mig til den relativt forvirrede jobsøgende jeg er. Altså, når jeg jobsøger. Lige nu er jeg heldigvis på barsel, og skylder vist ikke rigtigt systemet noget før til maj. Pyh.

Skamfølelse

Jeg fik det ikke. Fik endda metervareafslag sammen med pøblen, så jeg var ikke engang tæt på.

Min mand og jeg regnede os frem til at det nok har kostet ca 100.000 om året at jeg ikke har været fastansat på mit uddannelses og erfaringsniveau. Så det er vel forklaringen på at veninderne har huse og andelslejligheder, biler og sommerhuse og lange ferier. Og vi har slidt tøj og for få kvadratmeter.

Jeg læser mange gode blogs om og af kvinder som af forskellige årsager ikke har fundet the one. Og som lider under det. Fandme ikke fedt, tror jeg. Men fandme heller ikke særlig fedt at konfrontere angsten for bare aldrig nogensinde at få et job i min uddannelsesbracket.

Den nyeste plan er at hvis alt stadig ser sort ud efter barsel, så tager jeg hygiejnebevis. Så må jeg se om jeg kan få et køkkenjob.

Tvivl

Gå på arbejde fra en seks mdr gammel baby?? For nu at tage sorgerne ekstremt på forskud. Bare fordi to fra mit “netværk” (ha! ha! ha! ahhh….) har prikket til mig og sagt at mit navn står på det job. Og det er en smuk kombination af noget jeg kan og noget jeg gerne vil.

Nå, der er jo ingen garantier. Jeg søger det nok. Det skal lige passe at jeg får det.

Vrede

At være hjemme. Hver dag.

…er en grim ting. Her gik man og troede at man boede verdens bedste sted, og så er man pludselig tvunget alt for nær de (ufatteligt mange?!) naboer som også er hjemme hele dagen. Kommer til at kende deres vaner;  Nu er klokken ni, så skal den skøre overbo ud og købe ind med sin rullekuffert. Nu er klokken 11, nu skal mande-børnene til den ene side høre tuderock. Nu er klokken 11.30, så nu er badekåbe-ryge-mand nået til formiddagssmøg nr. tre.

Vi er selvfølgelig ikke selv bedre. Teenagerne til den anden side er sikkert ved at dø over “Nu er klokken halv syv. Nu skal der skriges afmægtigt efter den seksårige som ikke kommer og spiser sin morgenmad”.

Ingen fortjener at være så tæt på andres vaner, med mindre man i forvejen godt kan lide dem – de andre, altså. Ikke nødvendigvis deres vaner.

Arbejdsløshed kan rende og skide.