Arrogant

Så du vil starte dit eget rengøringsfirma? Hvor spændende.

Du mener så, at følgende er need to have:
– En bil (selvom I allerede har en bil. Du skal da have én til. På gule plader. Kun til dét. Og du køber jo af princip kun nye biler.)
– En revisor (OK, du tænker stort. Det skal du ha’.)
– Flyers, som koster penge (altså, vi er ligesom forbi “jeg har trykket print”, fornemmer jeg?)
– En hjemmeside, som koster penge (skal nogle andre lave den for dig, eller..?)
– Grej (det er jo de færreste mennesker som allerede har udstyr til at gøre rent derhjemme. Du skal da have topmodellen fra swiffer. Mindre kan ikke gøre det. Og det bliver d-y-r-t.)

Hvad jeg ville mene var need to have:
– Kunder

Reklamer

Arrig

Undskyld, hørte jeg korrekt?

Sagde du lige, at du aldrig vil blive arbejdsløs, fordi du har den holdning at du bare skal have et arbejde?

Har du nogensinde hørt om magisk tænkning? Det kalder man det, når man tror at man kan påvirke verden omkring én via sine tanker. Det er sådan noget man finder hos børn og skizofrene.

Snobbet

Det er en slags vits, på hjemmefronten, at jeg er enormt god til manuelt, repetitivt arbejde. Sådan noget som at pakke kuverter. Vaske op. Sidde i supermarkedskasse. Om hvilket jeg kan sige, henholdsvist, been there, done that, got the really ugly blazer.

Mit problem med at arbejde på gulvet har altid været arbejdskulturen. Ét af stederne skulle man råbe “Velbekomme” når man gik gennem frokoststuen, uanset om der kun sad en enkelt i hjørnet og læste avis. Helt sort. Hvad skal man svare? Øh, bon appétit?

Et andet sted kom jeg til at fortælle at jeg havde læst, at lyn lige så ofte slår op fra jorden som ned fra skyerne. Det kunne de ikke lade ligge igen, i uger efter. Hvor sindssygt det var. Hvor jeg dog havde læst det (det kunne jeg ikke huske). Om det nu var sandt.
Det blev helt absurd. Teateragtigt. Mit forsøg på at byde ind i en samtale, ophævet til symbol på tilværelsens grundlæggende præmis af refleksiv erkendelse af egen eksistens i et kosmos regeret af naturlove, der ikke kan forklares.

Altså, at jeg var en overlegen røv. Med andre ord.

Synsk

En bekendt havde et job i en virksomhed, branche og afdeling som ikke lå langt fra hvad jeg ønsker mig. Han er dog programmør (nørd/tekniker/udvikler/arkitekt/hvad de ynder at kalde sig disse dage). Han passer godt til stereotypen. Tyndfed, ryger, lever af cola, spiller computerspil hele natten. 40+, ingen børn.

Jeg havde netop udtrykt irritation over frokostordninger, alle typer, men især overdrevent luksuriøse af slagsen. Der er intet godt at sige om dem: man bliver tyk, de spilder mad, de er for dyre. Men især, fra et arbejdsløst perspektiv: hvad fanden er det rimelige i en sindssyg frokostordning, sodavand ad lib og fastinstalleret fadølsanlæg til fast fredagsbar, samtidig med at der er ansættelsesstop? For det var der nemlig i den pågældende virksomhed.

Han svarede med stort grin at det var superfedt at have frokostordning, og han var heldigvis ligeglad, for han var én af dem, virksomhederne kæmper om. Og at de fleste som han (implicit, nørd-typer), var til at lokke med den slags frynsegoder.
Ugen efter var der fyringsrunde. 300 jobs skåret. Inklusive hans. Bare rolig, han sejlede fredfyldt videre til et andet næsten identisk job i en næsten identisk virksomhed, med næsten identisk fryns.

Nu er der flere problemer med grundlaget for mine kvabbabelser. For det første ved jeg ikke hvor mange årsværk der er at hente i en frokost/fadølsordning. Men jeg mener at ét af stederne jeg har været, gav 100 per medarbejder per dag. Per dag! Per medarbejder!
For det andet er et husholdningsregnskab den eneste form for økonomi, jeg kan hævde at vide noget dybere om. Det gælder uanset om det er betalingsbalancen eller virksomhedsbudgetter, der er tale om. Så der er sikkert nogle problemer med kausaliteten dér.

Men for helvede? IT-virksomheder bliver holdt i et jerngreb af pattede softwareudviklere, som ikke kan nosse sig sammen til at tage deres egen madpakke med? Der er kartelpriser på alt fra børnetøj til rugbrød (“allegedly”), men at enes om at en medarbejdergruppe må tage sig sammen og grow the fuck up, det kan ikke lade sig gøre?
Nej, så hellere skære og skære og skære på administration, projektledelse, support og alt det andet. Pyt med, at det er dem (os), der gør mandebørnene (M/K) i stand til at levere noget som helst brugbart for almindelige mennesker. I det mindste har jeg kun hørt om ét sted i Danmark, hvor arbejdspladsen sørgede for en frisør til sin umodne stab.

Bliver lige ramt af olfaktorisk fortidsminde: lugten af varme monitorer og fedthår. Med andre ord, lugten af udviklingsafdeling.

Nidkær

Godmorgen. Dagens sure handler om børn.

Børn, der spørger: “Hvad laver du på arbejdet?”. Eller børn, der ved legegruppens aftensmåltid kommer med tiraden:

“Min mor og far har mange penge. Det er fordi de begge to arbejder. I har ikke så mange penge, fordi [Den Sure] ikke har noget arbejde.”

Det er en samfundspsykose, ikke? Som handler om at det er lykken at have et arbejde, et hvilket som helst arbejde, at det er skamfuldt at være arbejdsløs, og altså implicit at det er ens egen skyld, at man er arbejdsløs.

Er det det samme at være uden kæreste? Er der også en psykose om at den eneste måde at være lykkelig på, er ved at have en mand/kone og at det er skamfuldt ikke at have en mand/kone og at det er ens egen skyld, at man ikke har en mand/kone? Jeg kan ikke spørge, men én af datterens veninders mor er uden mand. Gad vide om de satans unger også hele tiden spørger hende, hvorfor hun ikke har en mand.

Børn kan det der psykologer også kan; Stille helt ligefremme spørgsmål uden at virke dømmende. Spørgsmål der føles som mavepustere. Fordi den, der dømmer, er én selv.

Kontroltab

Jeg ved noget om følelsen af ikke at have nogen kontrol over sin såkaldte karriere. At det er tilfældigheder og stolthed, der har styret indtil mig, og at jeg nu endelig er endt, hvor jeg altid har været på vej hen; Så uattraktiv for arbejdsmarkedet, at det eneste der venter er en nedadgående økonomisk spiral.

Jeg trawler nettet igennem for bekræftelse på, at jeg aldrig får et arbejde igen.

Jeg trawler nettet igennem for bekræftelse på, at nu vender det hele.

Det er hele tiden i mine tanker. Kan jeg gøre noget, for at vi ikke behøver dagpengene? Dagpengene er hvad, ca. 15.000 i snit om måneden? Hvis jeg passer børnene hjemme sparer vi ca. 3.500 om måneden. Og jeg kan få tilskud til at passe mit eget barn, knap 7.000 om måneden (i ét år). Hvis jeg samtidig laver al vores mad og køber billigt ind, kan vi måske spare 1.000 om måneden. Jeg kan jo passende melde mig ud af a-kassen, når dagpengene forsvinder. Det er da 1.200 om måneden, lige i foret. Så kan jeg måske sy de meste af børnenes tøj? Men det koster jo stadig i materialer. Max 500 sparet. Få en nyttehave et sted? Skal jeg så hyppe kartofler med en tumling på ryggen? Og hvor meget kan man egentlig spare/tjene på det? Vi kan flytte i en billigere lejlighed og spare… 1.500 om måneden?

Hvor langt er der egentlig til bunden*? Vil Danmark lade min familie gå itu på grund af min arbejdsløshed?

*Jeg ved godt at ‘bunden’ ikke er en treværelses i sydhavnen hvor mors dag går med at passe børn og nyttehave. Faktisk lyder det næsten idyllisk. Men hvis du kendte mig, ville du vide hvor grinagtig en tanke det er. Jeg har seriøst overvejet at være Helle Thorning Schmidt til fastelavn, og jeg tror godt jeg kan slå fast, at jeg ville virkelig ligne hende.