Ansvarlig

Hvem har ansvaret for at nogen er arbejdsløse? Eller, hvem har ansvaret for at gøre noget ved det? The blame game er ikke så interessant. Men det løber som en understrøm i den offentlige diskurs, at det er manglende indsats hos den arbejdsløse, der gør at arbejdsløsheden trækker ud.

Jeg er selv delvist ansvarlig for min arbejdsløshed, men de beslutninger, som har ført mig herhen, har hver især føltes som den rigtige på det givne tidspunkt.

Mobilitet, både geografisk og i forhold til branche, er med til at få folk ud af langtidsledigheden, siger en rapport (s. 8). Og de langtidsledige får typisk job via netværk eller tidligere arbejdsplads.
Så jeg passer ikke ind i de langtidsledige på nogen mulig måde. Jeg er ikke ufaglært, eller mand, eller over 55 år. Jeg bor ikke i Vestdanmark. Jeg søger i mange, mange forskellige brancher og på mange forskellige niveauer. Jeg har taget vikariater med over tre timers daglig transport. Det er vel for helvede ikke længere min skyld. Jeg er sgu da ikke dovne Robert. Så hvorfor kan jeg ikke lade mig selv nyde de gode sider ved at være arbejdsløs?

Reklamer

Usynlig

En jævnaldrende veninde havde i flere år hverken styr på karriere eller kærlighed. Så blev hun depressions- og stressramt, var sygemeldt i længere tid og kom så i arbejdsprøvning. Det ene førte det andet med sig, og nu har hun et temmelig godt job.
Bare jeg kunne komme i arbejdsprøvning?

Altså, jeg ved, at jeg godt kan arbejde. Men jeg trænger til at nogen får øje på mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at brænde igennem. Jeg føler mig så usynlig i havet af arbejdsløse akademikere med brede kompetencer. Nogle gange fortæller de steder, man søger, hvor mange ansøgere de har fået til et job, og det er altid høje tal. Jeg forstår godt at man grovsorterer, når man skal ansætte, og man kan vælge og vrage mellem ansøgere.

Jobkonsulenten hos anden aktøren sagde, at mit cv og mine ansøgninger var upåklagelige. Og jeg arbejder dem igennem forfra, hver gang. Der er sikkert ikke noget galt.

Der er bare ikke jobs nok.

Arrogant

Så du vil starte dit eget rengøringsfirma? Hvor spændende.

Du mener så, at følgende er need to have:
– En bil (selvom I allerede har en bil. Du skal da have én til. På gule plader. Kun til dét. Og du køber jo af princip kun nye biler.)
– En revisor (OK, du tænker stort. Det skal du ha’.)
– Flyers, som koster penge (altså, vi er ligesom forbi “jeg har trykket print”, fornemmer jeg?)
– En hjemmeside, som koster penge (skal nogle andre lave den for dig, eller..?)
– Grej (det er jo de færreste mennesker som allerede har udstyr til at gøre rent derhjemme. Du skal da have topmodellen fra swiffer. Mindre kan ikke gøre det. Og det bliver d-y-r-t.)

Hvad jeg ville mene var need to have:
– Kunder

Arrig

Undskyld, hørte jeg korrekt?

Sagde du lige, at du aldrig vil blive arbejdsløs, fordi du har den holdning at du bare skal have et arbejde?

Har du nogensinde hørt om magisk tænkning? Det kalder man det, når man tror at man kan påvirke verden omkring én via sine tanker. Det er sådan noget man finder hos børn og skizofrene.

Snobbet

Det er en slags vits, på hjemmefronten, at jeg er enormt god til manuelt, repetitivt arbejde. Sådan noget som at pakke kuverter. Vaske op. Sidde i supermarkedskasse. Om hvilket jeg kan sige, henholdsvist, been there, done that, got the really ugly blazer.

Mit problem med at arbejde på gulvet har altid været arbejdskulturen. Ét af stederne skulle man råbe “Velbekomme” når man gik gennem frokoststuen, uanset om der kun sad en enkelt i hjørnet og læste avis. Helt sort. Hvad skal man svare? Øh, bon appétit?

Et andet sted kom jeg til at fortælle at jeg havde læst, at lyn lige så ofte slår op fra jorden som ned fra skyerne. Det kunne de ikke lade ligge igen, i uger efter. Hvor sindssygt det var. Hvor jeg dog havde læst det (det kunne jeg ikke huske). Om det nu var sandt.
Det blev helt absurd. Teateragtigt. Mit forsøg på at byde ind i en samtale, ophævet til symbol på tilværelsens grundlæggende præmis af refleksiv erkendelse af egen eksistens i et kosmos regeret af naturlove, der ikke kan forklares.

Altså, at jeg var en overlegen røv. Med andre ord.

Synsk

En bekendt havde et job i en virksomhed, branche og afdeling som ikke lå langt fra hvad jeg ønsker mig. Han er dog programmør (nørd/tekniker/udvikler/arkitekt/hvad de ynder at kalde sig disse dage). Han passer godt til stereotypen. Tyndfed, ryger, lever af cola, spiller computerspil hele natten. 40+, ingen børn.

Jeg havde netop udtrykt irritation over frokostordninger, alle typer, men især overdrevent luksuriøse af slagsen. Der er intet godt at sige om dem: man bliver tyk, de spilder mad, de er for dyre. Men især, fra et arbejdsløst perspektiv: hvad fanden er det rimelige i en sindssyg frokostordning, sodavand ad lib og fastinstalleret fadølsanlæg til fast fredagsbar, samtidig med at der er ansættelsesstop? For det var der nemlig i den pågældende virksomhed.

Han svarede med stort grin at det var superfedt at have frokostordning, og han var heldigvis ligeglad, for han var én af dem, virksomhederne kæmper om. Og at de fleste som han (implicit, nørd-typer), var til at lokke med den slags frynsegoder.
Ugen efter var der fyringsrunde. 300 jobs skåret. Inklusive hans. Bare rolig, han sejlede fredfyldt videre til et andet næsten identisk job i en næsten identisk virksomhed, med næsten identisk fryns.

Nu er der flere problemer med grundlaget for mine kvabbabelser. For det første ved jeg ikke hvor mange årsværk der er at hente i en frokost/fadølsordning. Men jeg mener at ét af stederne jeg har været, gav 100 per medarbejder per dag. Per dag! Per medarbejder!
For det andet er et husholdningsregnskab den eneste form for økonomi, jeg kan hævde at vide noget dybere om. Det gælder uanset om det er betalingsbalancen eller virksomhedsbudgetter, der er tale om. Så der er sikkert nogle problemer med kausaliteten dér.

Men for helvede? IT-virksomheder bliver holdt i et jerngreb af pattede softwareudviklere, som ikke kan nosse sig sammen til at tage deres egen madpakke med? Der er kartelpriser på alt fra børnetøj til rugbrød (“allegedly”), men at enes om at en medarbejdergruppe må tage sig sammen og grow the fuck up, det kan ikke lade sig gøre?
Nej, så hellere skære og skære og skære på administration, projektledelse, support og alt det andet. Pyt med, at det er dem (os), der gør mandebørnene (M/K) i stand til at levere noget som helst brugbart for almindelige mennesker. I det mindste har jeg kun hørt om ét sted i Danmark, hvor arbejdspladsen sørgede for en frisør til sin umodne stab.

Bliver lige ramt af olfaktorisk fortidsminde: lugten af varme monitorer og fedthår. Med andre ord, lugten af udviklingsafdeling.

Nidkær

Godmorgen. Dagens sure handler om børn.

Børn, der spørger: “Hvad laver du på arbejdet?”. Eller børn, der ved legegruppens aftensmåltid kommer med tiraden:

“Min mor og far har mange penge. Det er fordi de begge to arbejder. I har ikke så mange penge, fordi [Den Sure] ikke har noget arbejde.”

Det er en samfundspsykose, ikke? Som handler om at det er lykken at have et arbejde, et hvilket som helst arbejde, at det er skamfuldt at være arbejdsløs, og altså implicit at det er ens egen skyld, at man er arbejdsløs.

Er det det samme at være uden kæreste? Er der også en psykose om at den eneste måde at være lykkelig på, er ved at have en mand/kone og at det er skamfuldt ikke at have en mand/kone og at det er ens egen skyld, at man ikke har en mand/kone? Jeg kan ikke spørge, men én af datterens veninders mor er uden mand. Gad vide om de satans unger også hele tiden spørger hende, hvorfor hun ikke har en mand.

Børn kan det der psykologer også kan; Stille helt ligefremme spørgsmål uden at virke dømmende. Spørgsmål der føles som mavepustere. Fordi den, der dømmer, er én selv.