Desperation

Passivt-aggressive, sarkastiske, ironiske, med-et-glimt-i-øjet korssting på dansk… Er det dét, jeg skal med mit liv?

Inspiration og inspiration.

“Hjem nice hjem”

Reklamer

Udbrændt

Ja, så kender jeg mig selv igen. Fuld af ord, idéer, indlæg i et lille stykke tid. Masser af kontakt til andre, i dette tilfælde den her underlige feminine blogboble. Rigtig hyggeligt, indtil jeg bare ikke kan mere. Og går i flyverskjul. Det var jo derfor idéen var at skrive en lille smule hver dag. Det får jeg så ikke gjort. Men som min psykolog sagde, så må jeg prøve at fungere på 80% hele tiden i stedet for 100% noget af tiden og så være drænet for energi.

Men på en måde er der blevet mere plads inde i mit hoved. Jeg har vist fået frigjort nogle parkeringspladser, som en psykoterapeut/kursusholder engang kaldte dét at komme af med aggressioner. (Billedet var, at for hver aggression/konflikt man ikke fik løst, fyldte man en parkeringsplads. Og hver især har vi kun et fast antal. Og nogle af dem er fyldt i forvejen, fra barndommen. Hvis alle pladserne så er optaget, så eksploderer man ved næste konflikt. Kan jeg lide billedet? Tja. Det har da en vis forklaringskraft.)

Der er igen jobs at søge ude i verden. Også inden for en commute jeg kan overleve. Opstart 1. april. Men jeg har en baby der ikke kan lide fremmede. Den kan ikke engang lide familie som vi ser relativt tit. Jeg har ikke lyst til at den skal passes allerede fra 1. april. Men jeg er nødt til at søge, ikke?

Tynget

Der er en historie med arbejdsløshed i min familie. Min far har altid haft problemer med at fastholde sine jobs. En onkel har faktisk brugt det meste af sig voksenliv på at være arbejdsløs. En anden onkel fik ikke gjort sit studie færdigt og endte så både arbejdsløs og uden eksamensbevis.

Kvinderne i familien er arbejdshestene, hed det sig. Og siden jeg havde så nemt ved at finde arbejde de første 30 år af mit liv, så var jeg en til af krikkerne. Det blev endda tilsyneladende bekræftet af at jeg også havde fundet mig en mand, der skulle rammes af dårligt karriereliv, fordi min mand i en periode havde forskellige vanskeligheder.

Det er en lortehistorie, som skriver sig lige ind i traditionen med at give den enkelte skylden for egen arbejdsløshed. Og derfor er jeg vel på en måde glad for, at min historie ikke længere følger formlen.

Forfulgt

En medblogger er nødt til at lukke sin blog, fordi kommunen mener at den dokumenterer arbejdsevne (jeg gætter lidt her, kender ikke blogøsen personligt eller sagen i detaljer).

Jeg har ikke sat ord på den paranoia som gjorde, at jeg har valgt at lave denne blog anonym. Det var bare en vag fornemmelse af, at jeg kunne blive uansættelig hvis den kunne kobles til mit navn, eller sådan noget. Annes historie beviser dog, at jeg  – og andre – har noget at frygte. Selvom jeg ikke er i helt samme situation.

For sådan nogen som mig, er det en god idé at øve sig på blogværktøjer og blogformatet. Men eftersom emsige sagsbehandlere (måske) kan få det til at ligne at man arbejder mens man får dagpenge, så skal jeg vel til at have en blog mere? En skyggeblog, jeg kan vise frem? Om noget ufarligt, men dog relevant? (crossfit? hvordan man indkorporerer lakridspulver i samtlige måltider? mode, lækre produkter og skønne giveaways? Undskyld, det var giftigt.)

Problemet er, at det kun er min vrede der kan holde dampen oppe.

Drænet

Det var meningen at det skulle give mere energi. At vælte al vreden og afmagten ud her. I hovedet har jeg brygget tusind indlæg gennem de sidste par år. Hver gang nogen sagde noget, som rungede. Eller hver gang jeg tænkte jeg havde en ny indsigt i hvad det gør ved én at være i min situation.

Jeg tænkte at bloggen kunne fungere som en samling virtuelle post-its, hver med sin tanke om det at være ledig, som det så smukt hedder i dag. Og at de her blogværktøjer kunne hjælpe mig med at strukturere tænkningen.

Men måske er det usundt? Måske er det at svælge i elendigheden? I hvert fald er jeg træt i disse dage. Når ikke en skid.

Det ville være meget bedre for min selvtillid hvis succes måltes i:
– Antal kopper kaffe, det lykkes at drikke per dag
– Antal timer, der tilbringes i bløde bukser
– Antal google-søgninger
– Antal overvejelser omkring aftensmaden