Arrigskab

Nyt format, det er vel det, der er pointen med at lave sig en blog, at man arbejder med skidtet.

Jeg orker ikke giffer. Jeg vil ikke sige jeg er for gammel, men der er godt nok mange, der genbruger giffer ud i det uendelige i forvejen. Jeg mener ikke jeg kan bidrage med mere på dén front.

Til gengæld kan jeg producere indhold. Se bare, tre indlæg allerede i dag. Indlæggene får navn efter den følelse der primært dækker hvordan jeg har det mens jeg skriver, det jeg skriver om.

Jeg kan allerede se, at det bliver supernegativt. Det er ellers noget, jeg forsøger at undgå i mit dagligliv, men her? Her vil jeg have lov at RÅBE OG SKRIGE OG BANDE OG VÆRE EN SKIDESUR KÆLLING.

Så FUCK at være positiv. Jeg er ikke en skid positiv over mit lorte-arbejdsliv.

Med lidt held kan jeg nå gennem alle dødssynderne og samtlige synonymer over følelsen “vrede”.

Reklamer

Irritation

Amerikanske tv-shows, ing? De handler ALTID om folk som har problemer med kærligheden, samtidig med at de fucking flyver igennem fabelagtige karrierer! Hvorfor?? Ville det virkelig ikke være interessant med nogen, der havde et fint kærlighedsliv, men store problemer med at finde deres rette jobhylde? Eller er det bare for tæt på virkeligheden for alt for mange? Eller er der for få, som det kunne ramme? Eller hvad? Rammer det ikke ind i Den Opnåelige Drøm? Kunne det være fordi at det generelt er mindre skamfuldt at være kærlighedsløs end at være arbejdsløs? Eller at det at være arbejdsløs opfattes som noget der ligger indenfor folks kompetencehorisont at gøre noget ved, mens det med kærligheden er mere skæbnebetonet?

Trøstesløshed

Man kan godt være nedbrudt over manglende succes i arbejdslivet. Jeg tror faktisk ikke det er så anderledes end at være nedbrudt over manglende succes på kærlighedsfronten. F.eks. sker det mange gange hver eneste dag, at jeg hører om nogen, der har gjort noget og tænker ‘måske er det dét, jeg skal lave med mit liv?’. Nylige eksempler: “Er der ikke et hul i markedet for funky, udfordrende, sæsonbetonet babymad på glas? Måske er det dét, jeg skal med mit liv”. “Mangler der ikke en app, der kan hjælpe godtfolk med at se hvornår en dej er hævet til dobbelt størrelse? Måske er det dét, jeg skal med mit liv.” Det er ofte madrelateret. Måske fordi jeg laver så meget mad. Det er meget sjældent relateret til min uddannelse, hvilket ofte også er derfor jeg skyder idéerne ned. Jeg drømmer slet ikke om at være selvstændig. Jeg drømmer bare om at have noget at lave.

Tankerne ræser rundt i hovedet på mig, dag og nat. Hvorfor bliver jeg aldrig kaldt til samtale? Det virker som om alle andre i det mindste kommer til samtaler. Jeg får bare standardafslag. Jeg ved godt at mit CV ikke er fantastisk, men det er de jobs jeg søger fandme heller ikke.

Når jobsøgningen for alvor går i gang her i starten af sommeren, så vil jeg bruge denne blog til at reflektere over jobsene. Og fuck at ingen læser med. Det giver bare mere frihed.

Men der er andre slags fiasko her i verden, end ikke at finde en mand.

Eftertænksomhed

Jeg havde en idé til en post (et indlæg? en artikel? en besked?). Den forsvandt igen.

Jeg ville gerne lave sådan en “2013 i punktform”. I 2013
– Var jeg arbejdsløs på andet år, indtil jeg gik på barsel
– Var jeg tæt på at få et vikariat langt under mit uddannelsesniveau. Men fik det ikke
– Fik jeg at vide af to forskellige ‘venner’ at jeg skulle have “et spark i røven”
– Fik jeg ikke sagt fra overfor dén lamme udmelding. Hov! Her er plads til en gif!

get-a-job.gif

Det var de punkter jeg lige kunne finde på. Måske kommer der flere. Men jeg fik da lagt en gif ud – ung med de unge!

Redigeret for fokus, 15. jan.: Jeg har lige strammet fokus op. Så det handler om mit arbejdsliv og ikke alt muligt andet.

Utilfredshed

Hvilken elendig følelse: ikke engang at kunne finde et ordentligt navn til sin f****** blog. Som endda blev startet på den forkerte platform – tumblr. Som jeg prompte blev klar over, at jeg ikke kunne finde ud af/ikke havde det rette indhold til. Er vist skabt til den der gif-fest, internettet holder lige for tiden. Hvordan kommer man i øvrigt lige med til dén, når ens invitation tilsyneladende er blevet væk i posten?

Nå. Nu er bloggen i hvert fald flyttet ind. Jeg synes det var ok at kalde sig anden aktør. Jeg hader vores dagpengesystem og har ikke andet end hån tilovers for den anden aktør jeg har haft kontakt til. Så jeg vil være en anden anden aktør. Bare fordi jeg gerne vil være en aktør.

Nu har jeg ikke tid til at sludre mere. Jeg skal flytte ind. Der er nogen der har malet væggene herinde røde og orange med prikker. That has got to go.

Redigeret for forståelsens skyld, 15. jan.: Først boede bloggen på en tumblr. Så boede den på andenaktor.wordpress.com. Så flyttede den hertil. Og her bliver den vist.