Alternativ

Jeg kan ikke finde ud af at skrive om mit liv længere. Derfor har jeg besluttet at dedikere bloggen til et virkelig godt produkt; DenSureFit.

Hvis du har proteser, er DenSureFit en blød og lækker silikone, som trygt holder bisserne på plads. Der er mange gode egenskaber ved DenSureFit – tjek tilbage i morgen for flere fif.

Reklamer

Spooked

Dette er en servicemeddelelse. En mand, der tegner, som hedder Adam Ellis, bor i en lejlighed som er hjemsøgt. No shit.

Se hans foreløbige historie her – det er ikke slut endnu…

https://storify.com/moby_dickhead/dear-david

Min foreløbige yndlingsdetalje er videoen af hans kat, der springer lidt mærkeligt rundt. Hvorefter en vase på sofabordet flytter sig af sig selv.

Følelsesladet

Det er jo verdens underligste format: en hemmelig, men offentlig, anonym, men personlig dagbog. Hvis ikke det var lige præcis det, den her blog var, ville forklaringer ikke være nødvendige. Men fordi den danske blogosfære er et miljø af kærlighed, støtte og omsorg, har jeg fået klap på ryggen og kommentarer i retningen af om jeg ikke skulle gøre noget ved min situation. Og derfor:

Jeg er under hård, kortvarig belastning fordi jeg skal stoppe på mit nuværende arbejde 31. august og starte på et nyt 1. september.

Mine kolleger er skuffede og triste og bekymrede, ikke kun fordi jeg forsvinder, men det er det, de lige nu reagerer på. Det er hårdt at være målskive for folks frustrationer, men jeg forstår godt hvor det kommer fra, og de er jo også bare mennesker.

Så det er sådan, landet ligger. Benene ER allerede oppe på nakken og nu skal tiden bare gå.

Oveni, eller i forvejen, var min angst og/eller depression blusset op hen over vinteren. Jeg har været på antidepressiver et stykke tid, og de hjælper, og jeg har det bedre. Men jeg er hyperopmærksom på hvordan min krop har det og hvordan jeg har det, og det er både interessant og lidt skræmmende, for jeg ved jo godt at det koster overskud og energi og selvforståelse og at selvom man er klar over hvad der foregår, så slider det stadig.

Og derfor skriver jeg som en sindssyg (høhø).

For nu at træde hele vejen ud på den anden side af den fjerde væg, så plejer jeg at gøre mig mere umage med at det ikke skal være kedeligt, det jeg skriver. På et eller andet tidspunkt i løbet af de fire-fem år jeg har skrevet på den her blog, holdt det op med at være personlige noter og blev til en form for performance. Jeg startede med at bilde mig ind at jeg var ligeglad med hvem der læste med, om nogen overhovedet. Men det passer ikke. Nogle dage føles den her kanal som den eneste, ægte livlinje jeg har til andre mennesker, og det skaber ambitionspres når det kombineres min forestilling om at jeg kun må komme med originalitet. Mit liv er ikke lutter sure sager, betragninger og saftige mareridt. Jeg kan ikke opretholde den performance lige for tiden, selvom det gør ondt hver eneste gang, der står -1 eller, gys, -2 på Bloglovin’ fordi nogen ikke længere vil læse med.

Det jeg prøver at sige er at jeg håber ikke det er for kedeligt. (Og selvfølgelig skal du ikke følge mig på Bloglovin’ længere, hvis du ikke synes jeg er spændende, det er mine følelser der er for sarte og det skal du ikke lade dig styre af.)

Jeg bliver rørt over at vi er hundredevis af fortrinsvist kvinder, der deler og læser og opmuntrer og krammer. Jeg ser en side af folk, som jeg ikke ellers har så nemt ved at få øje på, og jeg bliver selv mere omsorgsfuld og tilgivende af det. Så tak for det.

Fragmenteret

Påskeferien faldt på et tørt sted. Måske er det efterdønningerne fra kropsterapien, kombineret med mange års erfaring fra psykologen, men mine følelser kører op og ned og jeg kan registrere det ret tydeligt. Det er stadig opslidende. Mine tanker kredser om…

…at min store datter er ved at have den alder, jeg havde, da mine forældre gav op og slap mig. Cirka 11. På en måde forstår jeg det godt, for hun er virkelig irriterende. Smuk som en sommerdag, og hun ved det. Selfies og musicallys og tusind outfits foran spejlet. “Se mor, jeg har Barbie-ben!”

…mine børn, som er de bedste børn, og som er megasøde ved hinanden. Den store, der rutinemæssigt flytter den lille til sædet nærmest vinduet i bussen, så hun selv kan sidde yderst og passe på. Den lille, der forsigtigt kysser den store for at vække hende om morgenen.

…at jeg er ved at blive gammel. At lårene hænger over knæene. At mine overarme svinger separat. Her i ferien opdagede jeg at genspejlingen af mit ansigt i indersiden af solbrillerne var blevet blank og rynket.

…at jeg ikke kan lade være med at bemærke, når bloggere ikke følger mig tilbage, heller ikke efter noget tid. Det føles som en afvisning. At jeg er vejet og fundet for let. Full-blown crazy.

…at Instagram er blevet til stedet, hvor jeg samler nye folk op. Lidt uventet. (Følg mig! Følg mig!) (Nej, lad være med det, jeg tager det bare som en bekræftelse af min værdi som person, og det er ikke sundt for min psyke).

…rødvin. Og madprojekter. Køkkenhygge og congee og crumpets og hjemmelavet chorizo og romkugler som er hele kager. Snart hænger huden ikke længere.

Fortumlet

Jeg tror der mangler fokus på pendenten til vinterdepression, som jeg her foreslår får folkemundenavnet “forårsmani”*. Det er når man i ren lysekstase og plusgradseufori simultant ændrer alting/mange ting i sit liv, uden helt at have et mål med indsatsen for øje. Subsidiært krydret med, at andres forårsmani rammer ind i ens liv, med uforudsigelige bølgeeffekter til følge.

Vi er allesammen køer, der lige er kommet på græs.

På mit arbejde er der sket en ændring som måske er god, fordi jeg får mulighed for at shine. Måske er den katastrofal, fordi jeg ikke kan det, jeg skal kunne. Måske skal jeg bare vænne mig til det.

I mit parforhold er der opstået enighed om at vi venter 1-1½ år og så tager vi en status og beslutter om barn nr. tre skal forsøges. Og i dagene efter havde vi selvfølgelig det ondeste skænderi i mange år. Great.

Jeg er hovsa-startet til kropsterapi (godt, at man er et rigt svin) og det er ret voldsomt. Jeg har åbenbart meget skam i lysken. Og er bange for at trække vejret. Det er lidt noget fis, tænker jeg hver gang, sådan noget med terapikunst og newagesitarklimpren og en syntetisk hørm af vanillefyrfadslys fra Ikea. Selvfølgelig bliver man svimmel af at hyperventilere, tænker jeg. Selvfølgelig bliver man trist når nogen siger, at man er trist, med omsorg i stemmen. Selvfølgelig gør det ondt, at blive trykket hårdt på maven. Jeg har sværere ved at forklare den dybe ro, i min krop. Og tårerne. Og at jeg kan skide igen. Og sove.

Bloggers Delight vil drikke kaffe. Jeg aner ikke hvorfor, men siden alt andet er i tøbrud, så hvorfor ikke også bloggen. (“De tilbød denne blogger deres produkt – og svaret forbløffede alle!”)

Hm, så er der ikke mere. Men det er også nok.

*Altså, vil ikke i disse Google-tider forsøge at påstå, at jeg har opfundet ordet forårsmani. Det er mere en slags konsolidering af begrebet, jeg foreslår. (Hvis det ikke havde været Google-tider, havde jeg glad og gerne taget den ufortjente ære).