Rekonvalescent

Der er det med pres, i hvert fald for mig, at det ikke er en ting som forsvinder med ét. Det er en bølge, der brydes og skummer længe efter, inden den er helt væk. Eller en splint der fjernes men hvor en irriteret sårrevne skal hele op inden smerten helt forsvinder. Så der er stadig nogle eftervirkninger, af det lange, hårde træk det var, at komme fri af det gamle sted. Men ligesom jeg først kunne mærke hvor tungt det havde hvilet på mig, at jeg hadede vores tidligere sted at bo, da vi flyttede, kan jeg mærke små og overraskende lettelser i løbet af dagen i det her nye job.

Jeg er i et andet pres nu, men jeg må sige at det nye sted gør det svært at være rigtig presset. Jeg må gerne tage tidligt hjem og læse i stedet for at sidde limet til min stol, og må gerne komme sent, og får at vide at jeg skal tage det roligt, det kommer, jeg er jo helt ny. Mine spørgsmål er sågar gode, jeg har en god energi, de tror på at jeg kan bringe friskhed ind.

Jeg bliver jo næsten bekymret for om jeg kan holde dampen oppe, helt uden pisk.

Reklamer

Fysisk

Der er en svien i mit mellemkød og rundt om skedeåbningen og der er en tyngde foran, på hver side af maven, som om æggelederne har gået langt og nu er ømme. Og der er en ret skarp, knasede og ujævn smerte i min lænd, dér hvor jeg forestiller mig at rygradens grusede rodende møder bækkenskålen. Det forplanter sig ud i en frossen og immobil ballemuskel som jeg tænker er som en spændt jerntrosse, der forankrer et stort skib.

Nakke og ryg klør inde i musklerne, og det gør ondt, men godt, at mase skulderbladene hårdt sammen. Jeg vågnede igen uudhvilet og sukker og giver mig dagen igennem. Jeg drømmer om at svømme i havet og blive rigtig mør og rigtig kold og rigtig frisk. Og så drømmer jeg om at lade mit menstruationsblod eksplodere som en brandmand rundt om mine ben, et varmt og metallisk chok.

Jeg fantaserer om at skride, pjække, gå min vej, og sidde på et trædæk og dufte solen og høre vandet og smage luften og røre ved lykken i en lille lomme af tid.

Kan man være for meget i sin krop?

Følelsesladet

Det er jo verdens underligste format: en hemmelig, men offentlig, anonym, men personlig dagbog. Hvis ikke det var lige præcis det, den her blog var, ville forklaringer ikke være nødvendige. Men fordi den danske blogosfære er et miljø af kærlighed, støtte og omsorg, har jeg fået klap på ryggen og kommentarer i retningen af om jeg ikke skulle gøre noget ved min situation. Og derfor:

Jeg er under hård, kortvarig belastning fordi jeg skal stoppe på mit nuværende arbejde 31. august og starte på et nyt 1. september.

Mine kolleger er skuffede og triste og bekymrede, ikke kun fordi jeg forsvinder, men det er det, de lige nu reagerer på. Det er hårdt at være målskive for folks frustrationer, men jeg forstår godt hvor det kommer fra, og de er jo også bare mennesker.

Så det er sådan, landet ligger. Benene ER allerede oppe på nakken og nu skal tiden bare gå.

Oveni, eller i forvejen, var min angst og/eller depression blusset op hen over vinteren. Jeg har været på antidepressiver et stykke tid, og de hjælper, og jeg har det bedre. Men jeg er hyperopmærksom på hvordan min krop har det og hvordan jeg har det, og det er både interessant og lidt skræmmende, for jeg ved jo godt at det koster overskud og energi og selvforståelse og at selvom man er klar over hvad der foregår, så slider det stadig.

Og derfor skriver jeg som en sindssyg (høhø).

For nu at træde hele vejen ud på den anden side af den fjerde væg, så plejer jeg at gøre mig mere umage med at det ikke skal være kedeligt, det jeg skriver. På et eller andet tidspunkt i løbet af de fire-fem år jeg har skrevet på den her blog, holdt det op med at være personlige noter og blev til en form for performance. Jeg startede med at bilde mig ind at jeg var ligeglad med hvem der læste med, om nogen overhovedet. Men det passer ikke. Nogle dage føles den her kanal som den eneste, ægte livlinje jeg har til andre mennesker, og det skaber ambitionspres når det kombineres min forestilling om at jeg kun må komme med originalitet. Mit liv er ikke lutter sure sager, betragninger og saftige mareridt. Jeg kan ikke opretholde den performance lige for tiden, selvom det gør ondt hver eneste gang, der står -1 eller, gys, -2 på Bloglovin’ fordi nogen ikke længere vil læse med.

Det jeg prøver at sige er at jeg håber ikke det er for kedeligt. (Og selvfølgelig skal du ikke følge mig på Bloglovin’ længere, hvis du ikke synes jeg er spændende, det er mine følelser der er for sarte og det skal du ikke lade dig styre af.)

Jeg bliver rørt over at vi er hundredevis af fortrinsvist kvinder, der deler og læser og opmuntrer og krammer. Jeg ser en side af folk, som jeg ikke ellers har så nemt ved at få øje på, og jeg bliver selv mere omsorgsfuld og tilgivende af det. Så tak for det.

Hermeneutisk

Jeg tror at der er læring i den her situation.

Situationen er, at jeg bliver mere og mere usynlig på mit arbejde. Jeg bliver glemt på mødeindkaldelser. Jeg får ikke længere mails om ting som jeg plejede at få mails om. Når jeg siger noget til noget bliver jeg svaret med ”Nå… tak.” (man kan mærke punktummet). Og så den der lidt uforstående mine. Langsom mimik. Løftede øjenbryn. Halvsmil. Et lille, overdrevet nik mens læberne presses sammen i mm-hm og der kommer rynker i panden.

Jeg kan anbefale netop denne reaktion til enhver relation man gerne vil ud af. Man viser at man ikke forstår indsparket eller ikke forstår at denne person sparker noget ind, men at man ikke gider at diskutere det. Men også at man heller ikke respekterer den talende nok til at maskere det.

Læringen er, at det ikke er personligt, når man mødes af det her sceneskift i ansigtet hos nogen. Det er den anden, der har valgt, at jeres forhold nu er så ødelagt og fjernt, at der ikke engang er plads til hensyn imellem jer.

Eller, det er læringen i dag. Jeg kan ikke love at være lige så rolig og afklaret i morgen.

Presset

Jeg havde mareridt hele natten. Jeg stod i mørket, i et øde gadekryds og tørrede diarré af mine lår, og smed det belortede papir på gaden. Min mor var der, og stirrede bare.
Så for jeg vild på et hotel, sammen med mine barndomsveninder. Rummene lå på række, så man skulle gennem scene på scene med fremmede mennesker, hvis man ville frem.
Og så gik jeg i soltung hede langs siden af en ødelagt landevej, som snoede sig ned af et bjerg og jeg skulle ned og det skulle gå hurtigt, for min datter kom med en båd, alene. Biler blæste tæt forbi, vejen var stejl, stenene løse.

Jeg har mareridt hele dagen. Så sidder jeg i et tog og mærker angsten stige og maven synke. Jeg prøver at trække vejret helt ned til røvhullet og sænke skuldrene og lade kæben hænge. Den sidder som en stivhed i alle muskler og sener og led og bindevæv. Jeg forestiller mig at den vokser frem, en hvid og klæbrig masse, som ligvoks. Jeg ruller med skuldrene og strækker mig og gaber, men det hjælper ikke rigtig. Det frigører bare bølge efter bølge af træthed som ikke kan soves væk.

Det ville være forkert at sige at jeg hallucinerer, men jeg kan nemt forestille mig hvad jeg ville se, hvis jeg gjorde. Pletter får ben og kvalmende hurtige kropsryk, planter kravler af fluer, der er mider under min hud. Det er dage hvor jeg får øje på traurigheden overalt. Smudset og snavsen og efterladenskaberne. Kafferinge, et stykke frugt der får lov at ligge og rådne, støvede bunker af udskrifter. Sjusket maling, dårligt tilpassede samlinger, afblegninger på gulvtæppet og ridser på vinduet.

Alt hvad der ikke er virkelighed trækker i min opmærksomhed. Jeg kan lægge mig med lukkede øjne og lade timerne fordampe fra min hud som acetone. Jeg har prøvet, det hjælper ikke. Der er ikke forløsning og træt afgiftethed bagefter, der er bare tid, som er væk.

Blodtørstig

Det er en tand. Er det ikke bare klamt.Det du ikke forstår, er at jeg er en helvedes kælling. Når jeg går til arbejde og hører vred, sydamerikansk hiphop, og har salmiaklakrids rundt om øjnene og mørke læber og lange metaløreringe og et kæmpe hår. Så er mine negle lange kløer og min parfume et angreb. Jeg har stramt tøj på og hårde, spidse hæle og mine hofter svinger og mine lår er runde og stærke. Jeg er ude efter blod og nosser og jeg kommer til at vinde til sidst.

Det du ikke fatter, er at jeg hader dit smil og din attitude. Jeg ved godt at du tror at du er bedre og dygtigere, fordi du er over mig, men jeg skal nok få dig. Eller en anden ligesom dig.

Det du ser, er mine flade sko og mit ansigt uden makeup og mit fornuftige hår og mine ulakerede negle.

Men jeg er et iskoldt mareridt, og jeg dræber dig, bitch. Lige om lidt.

Overrumplet

I april 2014 skete det, jeg ikke havde turde håbe på – jeg fik et job som jeg rent faktisk ønskede mig. Og nu er det sket igen, bare meget, meget bedre denne gang.

Jeg skrev dengang:

Der er jo ingen garanti for at det bliver godt, med det nye job. Jeg kommer sikkert til at arbejde som et svin, jeg kommer til at savne min familie, der er dumme kolleger og uvidende chefer og selvom jeg er supertilfreds med lønnen skal det nok vise sig at jeg er dårligere betalt end studentermedarbejderen.

Og hvis vi lige skal evaluere:
*) Jeg kom ikke til at arbejde som et svin, nærmest tværtimod. I lange perioder havde vi faktisk intet at lave
*) Jeg savnede min familie, men det blev bedre med tiden
*) Kollegerne var ikke dumme. De bliver de sværeste at forlade
*) Cheferne var vitterlig ret uvidende
*) Jeg var stadig ok med lønnen. Men nu får jeg 12.000 mere. Bum.

Hvis jeg virker lidt flad i det, er det fordi jeg er lidt flad i det. Jeg tror det er antidepressiverne. Jeg er glad, det er jeg. Det er et megawin.