Strejfet

Altså jeg er pisseligeglad med Kim Larsen. Har aldrig synes hans musik var god. Synes hans stemme var grønttorvsagtig, brægende. Og hans latterlige holdninger i de senere år har egentlig bare bekræftet mig i at styre udenom ham. Jeg føler intet slægtsskab med manden.

Så hvorfor! får hans død mig til at tænke på min mor. Jeg er ret afklaret i forhold til at hun (de) gjorde hvad hun (de) kunne, men alligevel gjorde det skade på mig. Og har fundet et standpunkt hvor jeg er i førersædet i vores relation. Jeg giver så meget som jeg tør, på ethvert givet tidspunkt. Jeg abonnerer ikke på “hvad der så end sker, å lad det ske”, for resultatet plejer at være at jeg får mine følelser såret.

Men pludselig kan jeg mærke, at en dag er hun (de) døde, og konflikterne for evigt uløste og uforløste. Og at så vil savnet skifte karakter. Ergo er savnet der. Ergo er der et håb om løsning og forløsning der. Ergo er jeg igen holdt for nar af mig selv. Tak, Kim Larsen.

Reklamer